Mercedes-Benz har annonceret et nyt partnerskab med Boosteroid, som er den største, uafhængige udbyder af cloud-gaming globalt.
Boosteroid-appen vil være tilgængelig fra næste år som en del af MBUX Entertainment Package Plus til køretøjer udstyret med tredje generation MBUX infotainmentsystem.
Med partnerskabet tager Mercedes-Benz endnu et skridt mod en fremtid med gaming i bilen. Besøgende på Gamescon-messen havde mulighed for at teste den nye spiloplevelse med udvalgte titler i en Mercedes-Benz E-Klasse på standen hos den mangeårige Mercedes-Benz eSports-partner, SK Gaming.
“Sammen med Boosteroid tilbyder vi en endnu mere attraktiv spiloplevelse i bilen. Den cloud-baserede tilgang til spil er den ideelle måde at bringe triple-A gaming til både vores kunder og gaming-fans. Det er et klart bevis på, hvordan vi videreudvikler MBUX for at imødekomme vores kunders forventninger. Det er derfor, vi er glade for at være her på gamescom og slutte os til vores mangeårige eSports-partner, SK Gaming, som er et af de mest kendte navne inden for kompetitiv gaming,” siger Magnus Östberg, Chief Software Officer, Mercedes Benz AG.
Med cloud-gamingfællesskabet, der forudsiger, at 90 procent af spillerne vil vælge cloud-baseret gaming i begyndelsen af 2030’erne, gør Boosteroid det nemmere end nogensinde for brugere at spille spil fra populære tredjepartsplatforme såsom Steam eller Epic. Boosteroid tilbyder i øjeblikket flere end 1.000 titler i høj kvalitet, inklusiv adskillige triple-A spil såsom Fortnite og Sea of Thieves.
Via en abonnementsmodel kan Boosteroid-brugere spille deres købte spil på en lang række enheder, herunder de fleste pc’er, bærbare computere, smartphones eller smart-tv – inklusiv MBUX infotainment-systemet, der snart kommer med på listen. Boosteroid-appen vil være tilgængelig i Europa og Nord- og Sydamerika i 2025, og kan downloades via App Store i bilen. Når bilen er parkeret, kan brugerne spille deres egne spil og styre ved hjælp af deres Bluetooth-controller eller mobiltelefon.