I juni besluttede EWIIs bestyrelse, at samtlige husstande i Trekantområdet skal have fibernet.
EWII Koncernen afsatte en milliard kroner til projektet – og de skal bruges nu. For nu er den konkrete plan for arbejdet klar – og teknikerne går i gang i denne uge.
”Vores ambition er, at 100 procent af Trekantområdet skal være dækket af fibernet. For at nå målet mangler vi i dag omkring 50.000 adresser,” siger Pernille Johannessen, der er forretningsudviklingsdirektør i EWII Koncernen.
I dag har 105.000 borgere i Trekantområdet adgang til EWIIs fibernet, og nu er det et spørgsmål om at få resten med, lyder det fra koncernen.
Fibernettet bliver rullet ud i etaper, som hver dækker et område.
Hver morgen, når EWIIs montører møder ind for at tage ud i deres hvide varevogne, så har de en række nye adresser, de skal opkoble. Det er et stort arbejde:
”Helt praktisk har vi 43 teknikere i marken, så det siger sig selv, at det kommer til at tage lidt tid at nå til de 50.000. Derfor er vi nødt til at planlægge det, og gøre det smart,” siger Pernille Johannessen og fortsætter:
”Vi får mange forespørgsler på, hvornår vi kommer til bestemte områder, og det kan jeg godt forstå. Og vi kommer, så hurtigt vi kan. Men vi følger den plan, vi har lagt, og skal naturligvis nok melde ud i god tid, hvilke adresser, der står for at blive opkoblet,” forklarer hun.
Hver gang EWII starter en ny etape, bliver de berørte adresser meldt ud.
Projektet med at rulle fibernet ud i Trekantområdet har EWII Koncernen døbt ”Fiber i alt til alle”, og det er ambitionen, at udrulningen vil styrke områdets sammenhængskraft.
”Vi glæder os til, at alle borgere får fiber, fordi vi tror på, at det gør hverdagen nemmere for dem. Men vi ruller også fiber ud til alt og alle, fordi vi mener, det gør Trekantområdet stærkere som område – erhvervslivet får et løft og ting som telemedicin og fjernundervisning bliver understøttet af en god fiber-infrastruktur. Så der er også en samfundsmæssig vinkel,” siger Pernille Johannessen.
Første etape varer indtil nytår, og herefter vil de næste adresser på listen blive meldt ud. De borgere, der er nysgerrige efter at vide mere om fiberudrulningsprojektet, kan med fordel holde øje med hjemmesiden, lyder det fra selskabet.