Black Friday og julesalget lægger et enormt pres på detailhandlens IT-systemer. For Elgiganten, der har over 420 butikker i hele Norden, har en ny netværksarkitektur ændret spillereglerne radikalt.
IT-ændringer, der tidligere tog seks uger, gennemføres nu på få sekunder, hvilket gør det muligt hurtigt at skalere kapacitet og håndtere hændelser. Og det er helt afgørende, når efterspørgslen topper.
Når Black Friday nærmer sig, er det ikke kun butikshylderne, der skal være fyldt op. IT-systemerne skal kunne håndtere kundestrømmen både i butikkerne og online – og når noget går galt, er der ikke tid til at vente på, at en tekniker kører rundt til de enkelte butikker.
For Elgiganten, der er en del af norske Elkjøp med mere end 420 butikker på tværs af Norden, har dette længe været en udfordring.
Netværket bestod af over 860 separate sikkerhedsenheder fra forskellige leverandører. At tilpasse kapaciteten op til højsæsonen krævede omhyggelig planlægning og lange forberedelsestider, og fejlfinding betød ofte, at teknikere måtte fysisk ud til butikkerne.
– For os har det betydet, at vi kan reagere langt hurtigere ved ændringer og spidsbelastninger. Tidligere kunne en simpel netværksændring tage seks uger. Nu tager det sekunder, siger Reno Dokken, Infrastructure Manager hos Elkjøp.
Den forskel spiller en afgørende rolle, når shoppingsæsonen topper fra Black Friday-ugen og helt frem til julehandlen og udsalget efter jul. Når systemerne kører på fuld kapacitet, er det vigtigere end nogensinde, at IT-teamet kan reagere øjeblikkeligt uanset om det handler om at skalere kapaciteten op eller ned, omdirigere trafik eller håndtere hændelser.
Elkjøp har erstattet sin tidligere infrastruktur med en platform, der samler netværk og sikkerhed ét sted. Med Cato Networks’ cloudbaserede SASE-løsning kan hele netværksmiljøet administreres og overvåges digitalt – uden behov for fysisk tilstedeværelse – uanset om det er en butik i Jylland eller i Norrland, der har brug for support.
Det frigør ressourcer. I stedet for at jagte fejl og koordinere opdateringer med flere leverandører kan IT-teamet fokusere på at sikre, at systemet holder, når det virkelig gælder.
– Med vores tidligere løsning var det kompliceret at styre trafikken og håndtere visse internetprotokoller, fordi alt var bundet til den fysiske placering af leverandørens udstyr, fortæller Reno Dokken. Nu kører netværket så problemfrit, at udviklerne selv henvender sig til os for at få adgang – det skete aldrig før.
For detailkæder med butikker i flere lande er det særligt værdifuldt at kunne udrulle ændringer og opdateringer overalt samtidigt. Sikkerhedsopdateringer kan implementeres direkte på alle enheder, og det er nemt at sikre, at alle butikker opretholder samme standard. Det ændrer naturligvis også IT-afdelingens rolle: Mindre tid går med drift og vedligehold, og mere tid kan bruges på at udvikle nye tjenester og forbedre kundeoplevelsen.
For virksomheder med mange lokationer og stor geografisk spredning er denne type løsning særligt værdifuld. Den gør det muligt at implementere ændringer og sikkerhedsopdateringer samtidig på tværs af alle enheder – uanset land eller region – hvilket reducerer risikoen for lokale afvigelser og sikrer en ensartet implementering helt ud til netværkets yderste grænser.
– Den største forskel er, at vi nu kan fokusere på innovation og forbedringer i stedet for at sidde fast i tidskrævende driftsopgaver, siger Reno Dokken.
Når årets Black Friday går i gang, vil Elgigantens IT-team være klar – både takket være grundig forberedelse og planlægning, og fordi de nu kan reagere øjeblikkeligt på det, man ikke kan planlægge sig ud af.





