Palo Alto Networks meddeler, at virksomheden har gennemført opkøbet af CyberArk.
Med opkøbet bliver identitetssikkerhed et centralt element i Palo Alto Networks platformstrategi.
Med integrationen af CyberArks identitetssikkerhedsplatform bliver det muligt at beskytte alle identiteter på tværs af organisationen – både menneskelige, maskinelle og agentiske.
Identitetssikkerhed er i stigende grad blevet en grundlæggende forudsætning for at beskytte moderne organisationer. I takt med at virksomheder udvider brugen af cloud, automatisering og AI, er identiteter blevet en primær angrebsvej. Udviklingen drives af den hurtige vækst i menneskelige, maskinelle og AI-baserede identiteter, som opererer kontinuerligt med udvidede adgangsrettigheder.
Det betyder, at maskinidentiteter nu overgår menneskelige identiteter med mere end 80 til 1, mens 75 procent af organisationerne erkender, at deres menneskelige identiteter stadig styres af forældede og for lempelige privilegiemodeller. Angribere udnytter derfor i stigende grad svagheder i identiteter, og misbrug af legitimationsoplysninger og overdrevne adgangsrettigheder er blevet de dominerende angrebsveje. Næsten 90 procent af organisationerne har allerede oplevet et brud, hvor identitet spillede en central rolle.
Denne udvikling adresserer Palo Alto Networks nu med opkøbet af CyberArk, der udvider privilegerede sikkerhedskontroller fra en snæver gruppe af administratorer til at gælde alle identiteter i organisationen. Ved at udbrede styringen af privilegeret adgang til både menneskelige, maskinelle og AI-baserede identiteter kan organisationer reducere permanente adgangsrettigheder, begrænse lateral bevægelse og stoppe identitetsbaserede angreb langt hurtigere. Organisationer, der anvender identitetsdrevne sikkerhedskontroller, kan ifølge virksomheden forkorte reaktionstiden på brud med op til 80 procent ved at forhindre misbrug af legitimationsoplysninger og overdreven adgang.
“Den fremvoksende bølge af AI-agenter kræver, at vi sikrer alle identiteter – menneskelige, maskinelle og agentiske. Derfor tog vi sidste sommer skridtet og annoncerede vores hensigt om at opkøbe CyberArk. Nu ser vi frem til at begynde produktintegrationen. For kunderne betyder det et opgør med adskilte identitetsløsninger. De kan fremover håndtere privilegeret adgang på tværs af deres hybride cloudmiljø hos den samme leverandør, som de allerede stoler på til netværkssikkerhed og sikkerhedsoperationer,” siger Nikesh Arora, bestyrelsesformand og CEO i Palo Alto Networks.
CyberArks løsninger inden for identitetssikkerhed vil fortsat være tilgængelige som en selvstændig platform. Samtidig er integrationen i gang, så CyberArks funktioner indgår i Palo Alto Networks’ samlede sikkerhedsøkosystem. Eksisterende kunder vil ikke opleve driftsforstyrrelser, og integrationsplanen fokuserer på øget robusthed, driftseffektivitet og bedre sikkerhedsresultater.
“Sammenlægningen med Palo Alto Networks skaber et stærkt fundament for cybersikkerhed i moderne organisationer. Vores kunder får adgang til en af markedets mest omfattende sikkerhedsporteføljer, og vores medarbejdere bliver en del af en global innovationsmotor. Sammen samler vi gennemprøvede teknologier for at forhindre identitetsbaserede brud,” siger Matt Cohen, CEO i CyberArk.
Palo Alto Networks vil søge sekundær notering på børsen i Tel Aviv
Med afsæt i CyberArks historik og Israels rolle som globalt centrum for cybersikkerhed oplyser Palo Alto Networks, at virksomheden vil arbejde hen imod en sekundær børsnotering på Tel Aviv Stock Exchange (TASE). Som led i processen planlægger virksomheden at anvende tickerkoden “CYBR” på TASE som en reference til CyberArk-brandet.
Palo Alto Networks vil fortsat være noteret og handlet under tickerkoden “PANW” på NASDAQ Global Select Market. En notering i Tel Aviv vil gøre virksomheden til den største på børsen målt på markedsværdi. Samtidig understreger beslutningen betydningen af virksomhedens israelske forsknings- og udviklingscenter, som allerede er det største uden for Silicon Valley, og som fungerer som et centralt globalt innovationsknudepunkt.
Transaktionsdetaljer
I henhold til aftalen modtager CyberArk-aktionærer 45,00 dollar kontant samt 2,2005 aktier i Palo Alto Networks for hver ordinær CyberArk-aktie.
Den fulde, engelsksprogede pressemeddelelse, inklusive juridiske forbehold og fremadrettede udsagn, kan læses her.
Om Palo Alto Networks
Palo Alto Networks (NASDAQ: PANW) er global markedsleder inden for AI-baseret cybersikkerhed og arbejder målrettet på at beskytte den digitale infrastruktur gennem en samlet portefølje af sikkerhedsløsninger på tværs af netværk, cloud, sikkerhedsoperationer, AI og identitet. Mere end 70.000 organisationer verden over benytter virksomhedens løsninger, som er understøttet af trusselsintelligens fra Unit 42. Med fokus på platformisering arbejder Palo Alto Networks for at reducere kompleksitet og give virksomheder bedre forudsætninger for at innovere sikkert. Læs mere på www.paloaltonetworks.com
Palo Alto Networks og Palo Alto Networks-logoet er varemærker tilhørende Palo Alto Networks, Inc. i USA og i andre jurisdiktioner verden over. Alle øvrige varemærker, handelsnavne eller servicemærker, der er nævnt heri, tilhører deres respektive ejere. Eventuelle tjenester eller funktioner, der endnu ikke er lanceret (eller som ikke er generelt tilgængelige for kunder), og som omtales i denne eller andre pressemeddelelser eller offentlige udtalelser, er ikke tilgængelige i øjeblikket (eller endnu ikke generelt tilgængelige for kunder) og kan blive leveret senere end forventet eller slet ikke. Kunder, der køber Palo Alto Networks-applikationer, bør basere deres købsbeslutninger på tjenester og funktioner, som i øjeblikket er generelt tilgængelige.




