I en transaktion til en værdi af NOK 21,0 mia.
(EV/EBITDA multipel på 12,1) afhænder TDC Group de to selskaber Get og TDC Norge til Telia Company. Salget vil give TDC Group mulighed for at fokusere fuldt ud på at realisere sin vision for den danske forretning.
TDC Groups vision er at tilbyde højhastigheds og højkvalitets forbindelser til alle danskere gennem best-in-class fiber- og mobilnetværk, mens selskabet fortsat udvikler og tilbyder innovative digitale produkter og løsninger til danske virksomheder og husstande for dermed at understøtte digitaliseringen af Danmark.
– Over de seneste måneder har vi gennemgået vores strategiske muligheder og udviklet detaljerede planer for at kunne levere i forhold til vores vision. Get og TDC Norge er gode og veldrevne forretninger, men det står klart, at vi ikke har behov for at eje disse forretningsenheder for at lykkes med det, der reelt set er en dansk fokuseret ambition, siger koncernchef Pernille Erenbjerg, TDC Group.
– Jeg er derfor glad for, at vi er nået frem til en attraktiv aftale med Telia. Vi har med implementeringen af vores NetCo/OpCo organisation, som vi annoncerede 28. juni, og med dagens aftale fået en god start på eksekveringen af vores planer på vej mod at indfri ambitionen, fortæller Pernille Erenbjerg.
Aftalen betyder, at Telia Company overtager godt 900 medarbejdere og mere end 1 million kunder (RGU’er) gennem købet af Get og TDC Norge. Selve aftalen har ingen praktisk betydning for kunderne, som fortsætter på uændrede vilkår.
– I Telia Company har vi fundet en god langsigtet ejer for vores norske aktiviteter. Kombinationen af vores stærke fiber- og kabelnetværk med Telias stærke mobilnet betyder, at Get og TDC Norge kan fortsætte med at investere i innovation og yderligere udvikling af sammenhængende tjenester, og for TDC Group betyder det, at vi kan fokusere fuldt ud på at indfri vores vision for Danmark, forklarer Pernille Erenbjerg.
– Vi er nået frem til en god aftale, der også sikrer, at vores danske erhvervskunder med kontorer i Norge samt vores engroskunder med tjenester i Norge fortsat bliver serviceret på samme vilkår som hidtil, siger Pernille Erenbjerg.
Salget af den norske forretning forudsætter en godkendelse fra de norske konkurrencemyndigheder. Forventningen er, at det vil ske i løbet af andet halvår 2018.
Efter gennemførsel forventes dele af salgsprovenuet at blive brugt til gældsnedbringelse med en forventning om, at salget ikke vil have en negativ effekt på TDC Groups corporate credit ratings. Eventuelt overskydende provenu kan blive brugt til at investere i aktiviteter i Danmark eller yderligere gældsnedbringelse.