Tocifret milliondonation skal styrke 40.000 elevers praksisfaglighed i naturfag
Hjem NYHEDER Tocifret milliondonation skal styrke 40.000 elevers praksisfaglighed i naturfag

Tocifret milliondonation skal styrke 40.000 elevers praksisfaglighed i naturfag

Af Redaktionen

To af landets største fonde bevilger 31 millioner kroner til den nationale programindsats Engineering i skolen.

De næste fire år skal elever i 30 kommuner motiveres og rustes til virkelighedsnære naturvidenskabelige problemer.

VILLUM FONDEN og Novo Nordisk Fonden har doneret samlet 30,8 millioner kroner til den nationale programindsats Engineering i Skolen, som over de næste fire år skal kompetenceudvikle 1.000 lærere og mere end 40.000 elever. Målet er at styrke elevers praksisfaglighed i naturfagene, matematik samt håndværk og design gennem blandt andet materialekendskab, håndværksfærdigheder, forløbsudvikling og Engineering Day.

Fondsopbakningen vækker glæde i Engineer the Future, der er en bred alliance af teknologistærke virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer:

– Vi har brug for alle børn i science og teknologi, og det kræver en undervisning, hvor der er er plads til forskellige måder at tænke på. Vi er meget taknemmelige for fondsopbakningen, som skaber rammerne for, at endnu flere elever kan udvikle praksisfaglige kompetencer, når de arbejder med autentiske problemstillinger i engineering-designprocesser. Det skal være springbræt for, at flere bliver faglærte eller kandidat inden for ingeniørfaget, science eller it, siger konstitueret direktør Katja Teilmann.

I Novo Nordisk Fonden, som ønsker at styrke børn og unges interesse, viden og kompetencer inden for naturvidenskab og teknologi, ser man også et stort potentiale i indsatsen:

– Ved at koble elevernes praksisfaglighed med naturfaglig viden og problemløsning er Engineering i skolen med til at motivere en bredere kreds af børn og unge. Samtidig kan det hjælpe til at klæde eleverne bedre på i forhold til at vælge en erhvervsrettet uddannelse med naturfagligt og teknisk indhold, hvad enten det er som faglært eller som kandidat. Vi er derudover glade for de mange partnere, der indgår i projektet og bidrager til udvikling, implementering og forankring af kompetenceudviklingen af lærere og elever, siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President for Education & Outreach i fonden.

Villum Fonden har støttet de to første faser af Engineering i Skolen, og programchef for Børn, unge og science, Ole Laursen, stemmer i:

– I Villum Fonden er vi glade for at støtte engineering-undervisning i en tredje periode. Evalueringen viser, at både børn og undervisere beriges af den virkelighedsnære, praktiske og undersøgende undervisning. Derfor er det vigtigt, at Engineering i Skolen bliver tilgængeligt og udbredt til flere børn, undervisere og skoler, siger Ole Laursen.

Tocifret milliondonation skal styrke 40.000 elevers praksisfaglighed i naturfagProjektet gennemføres i et partnerskab mellem Engineer the Future, Naturvidenskabernes Hus, Dansk Metal og professionshøjskolerne KP, VIA, Absalon og USL. I samarbejdet indgår desuden kommunerne, erhvervsskolerne TEC og EUC Nord samt Astra, Naturfagsakademiet NAFA, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og de faglige lærerforeninger for matematik, naturfag, biologi, geografi samt håndværk og design.

 Lærere og elever evaluerer engineering positivt

At engineering fremmer elevers engagement i naturfag, er veldokumenteret. Det viser en evaluering af Engineering i skolen foretaget af det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) blandt over 2.000 elever og 200 lærere i perioden 2020 til 2022. Engineering giver lærerne et redskab til at løfte kvaliteten af deres undervisning, og 83 procent af lærerne mener, at engineering øger elevernes undersøgelseskompetence, mens 94 procent har implementeret engineering-forløb i deres årsplaner.

Vigtigheden af, at teoretisk undervisning går hånd i hånd med en praksisfaglig, understreges af Lise Tingleff Nielsen, chef for grundskoleområdet på EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, som har arbejdet med praksisfaglighed i forskellige undersøgelser og projekter.

– Det motiverer eleverne, når de arbejder med noget praktisk og konkret og samtidig får mulighed for at tænke og reflektere.  Den mere praksisfaglige tilgang til undervisning er imidlertid længe blevet nedprioriteret til fordel for en mere stillesiddende undervisning. Der er brug for en målrettet indsats og ressourcer i form af fokus på lærernes kompetenceudvikling, de lækre materialer og de gode lokaler. Det er derfor en god nyhed, at der sættes flere midler til området, siger Lise Tingleff Nielsen.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>