twoday samler sine selskaber under ét navn
Hjem VIRKSOMHED twoday samler sine selskaber under ét navn

twoday samler sine selskaber under ét navn

Af Redaktionen

En ny strategi og transformation samler twoday’s danske selskaber under ét navn.

Dermed vil de hidtidige selskabsnavne forsvinde den 1. juni 2024.

Som en del af den nye strategi vil twoday’s IT-kompetencer blive organiseret i forretningsenheder, hvilket kommer kunderne til gode i fremtiden.

Over flere år er IT-virksomheden twoday vokset gennem stærk organisk vækst og strategiske virksomhedsopkøb, hvilket betyder, at twoday i dag dækker over syv selskaber i Danmark. Fremover samles alle de danske twoday-selskaber under ét navn: twoday. Dermed vil de hidtidige selskabsnavne forsvinde den 1. juni 2024.

”I dag er vi de bedste eksperter inden for de forskellige domæneområder, som vi opererer i, og det skal vi også være i fremtiden. Men vi kan se, at der er et hul i markedet, hvor vi bygger videre på dette stærke udgangspunkt, og samtidigt tager ansvaret for tværgående leverancer hos vores kunder. Vi ønsker at indtage denne særlige position, hvor vi kan levere endnu bedre løsninger ved at samle vores forskellige kompetencer og ekspertiser på tværs af teknologi og domæneområder. Derfor har vi arbejdet på denne transformation og strategi gennem næsten et år, for at gøre os klar til at møde markedet på en ny måde,” fortæller adm. direktør Lars Berthelsen, der også pointerer, at kunderne i stigende grad efterspørger IT-leverandører, der kan dække bredere og dermed reducerer kompleksiteten og risikoen.

”Vi oplever, at kunderne ofte efterspørger, at vi dækker flere digitale områder. Og det harmonerer rigtigt godt med, at vi nu er i stand til både at være eksperter inden for forskellige domæneområder, men samtidig også kan tage et tværgående ansvar i store digitaliseringsprojekter. Selvom vi altid har arbejdet tæt sammen på tværs af selskaber, kommer vi nu til at stå langt mere samlet ud mod det danske marked,” forklarer Lars Berthelsen.

twoday samler sine selskaber under ét navn

Lars Berthelsen

Fremover vil twoday i Danmark således være ét selskab og blive organiseret i business units under forretningsområderne: Software Engineering, Digital Experiences, Data & AI, Products, Business Applications, Cloud Platforms and Security og Scaling.

Desuden vil stabsfunktioner blive samlet. Det betyder, at kernefunktioner som eksempelvis People & Culture, finans, marketing og IT fremover vil fungere som fælles enheder, der understøtter på tværs af hele twoday.

Kommer kunderne til gode

Ifølge Lars Berthelsen vil kunderne kun opleve det som en positiv ændring, når de fremover møder twoday som én samlet virksomhed med forskellige forretningsenheder.

”Gennem flere år har vi arbejdet målrettet i forhold til, hvad vi ønsker at være for vores kunder i fremtiden. Nu efterlader vi nogle meget stærke brands, men stiller os i stedet samlet under twoday-brandet. Formålet er at gøre det nemmere for markedet og kunderne at forstå og interagere med os. Lidt forsimplet kan man sige, at vi er af den overbevisning, at hvis vi samler de bedste eksperter under samme tag, så er det dér, innovationen sker. Og det vil komme vores kunder til gode,” udtaler Lars Berthelsen.

Lars Berthelsen forklarer også, at det vil blive endnu lettere at være kunde i twoday, da de fremover vil møde en sammenhængende organisation.

”Alle større organisationer har i dag et komplekst IT-landskab, der strækker sig ud over et hav af forskellige teknologier og løsninger. Hos twoday vil kunderne fremover have direkte adgang til tæt på 1.000 IT-specialister i Danmark. Dermed vil vi i langt højere grad være en end-to-end IT-partner, der kan dække langt størstedelen af deres digitale behov. Og de virksomheder eller organisationer, der ønsker at benytte sig af vores ekspertiser indenfor en bestemt teknologi eller domæneområde, vil opleve, at der er meget kort vej til handling, hvis de har behov for vores hjælp til andre dele af deres digitaliseringsrejse,” uddyber Lars Berthelsen.

Attraktiv arbejdsplads

En del af twoday’s overordnede strategi er at tage markedsandele i både ind- og udland. Og det kræver flere medarbejdere med de rette kompetencer. Derfor skal twoday også være en attraktiv arbejdsplads, der både kan tiltrække og fastholde medarbejdere, hvilket organisationsændringen også skal være med til at understøtte.

”Der er hård kamp om de bedste IT-specialister i Danmark, og vi ved, at der også i fremtiden vil være mangel på medarbejdere med de rette kompetencer – specielt, når vi gerne vil have de bedste. Det betyder, at vi skal være en attraktiv arbejdsplads for at kunne fastholde og tiltrække nye medarbejdere, og det er vi heldigvis lykkedes godt med. En af vores stærke værdier handler om, at vi som virksomhed gerne vil skabe plads til det enkelte menneske og have en omfavnende og inkluderende tilgang til hinanden. En af effekterne af dette er, at vi lægger vægt på, at man generelt kan have en normal arbejdsuge som konsulent, og dermed også have plads til et liv ved siden af arbejdet. Det er ikke at forveksle med, at vi er uambitiøse, og i den nye organisationsstruktur kommer vi også til at fokusere endnu mere på at skabe attraktive karriereveje for vores kollegaer” fortæller Lars Berthelsen, der samtidigt pointerer, at twoday fortsat vil fokusere på IT-konsulentydelser.

”Selvom vi har et mål om at vækste både økonomisk og i medarbejderantal, ønsker vi ikke at være som andre store konsulenthuse, der vil dække samtlige af kundens behov. Vi skal holde fast i de digitale områder, som vi er eksperter i – så må andre tage sig af kantinedriften. Vi skal ikke være alt for alle, for så mister vi noget af dét, der allerede i dag gør os til de førende eksperter indenfor digitalisering af danske virksomheder og offentlige organisationer,” slutter Lars Berthelsen.

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>