twoday har udnævnt Jakob Bækkelund Nielsen til ny Business Unit Director for virksomhedens forretningsenhed twoday Digital Experience.
Jakob Bækkelund Nielsen kommer fra egne rækker i twoday og har senest arbejdet som chef for twoday Digital Experiences’ københavnske afdeling.
Tidligere har Jakob haft ledelsesstillinger i blandt andet konsulenthuset Novicell, rejsebureauet Kilroy og online gaming-virksomheden Unibet i London.
Jeg er stolt over at blive udnævnt til Business Unit Director for twoday Digital Experiences. twoday er på en spændende rejse, og lige siden jeg begyndte i virksomheden, har jeg oplevet et utrolig stort engagement fra alle mine kollegaer, der hver især besidder nogle helt unikke digitale kompetencer, som kommer vores kunder til gode hver eneste dag. Det er enorm styrke, at vi har de bedste digitale kompetencer samlet i én virksomhed. Det var udslagsgivende for, at jeg begyndte i twoday og nu træder ind i denne nye rolle,” fortæller Jakob Bækkelund Nielsen.
Jakob Bækkelund Nielsen forklarer, at twoday Digital Experiences fremover vil arbejde endnu tættere sammen med de andre forretningsenheder i twoday, hvilket på sigt skal føre til større projekter hos offentlige og private kunder.
”Vi skal naturligvis fortsætte arbejdet med de kernekompetencer, der i dag gør os til en yderst relevant partner for vores kunder, når det kommer til eksempelvis strategisk design, marketing, e-commerce og udvikling af større website eller apps. Samtidig skal vi udnytte de synergier, som sker i samarbejdet med de andre forretningsenheder i twoday, hvilket uden tvivl fører til endnu bedre digitale løsninger for vores kunder,” udtaler Jakob Bækkelund Nielsen.
Lars Berthelsen, der er adm. direktør for twoday i Danmark, udtaler:
”Lige siden Jakob begyndte i twoday har vi set den forskel, han gør for både kunder og kollegaer. Jakob har de rette kompetencer og en stærk baggrund til at udvikle forretningsenheden, så der skabes endnu større synergi mellem twoday Digital Experiences og resten af twoday. Derfor er jeg også glad for at kunne udnævne Jakob til Business Unit Director og ser ham som et perfekt match som ny leder af twoday Digital Experiences, der skal spille en større rolle i twoday fremadrettet.”
Giver stafetten videre på det rette tidspunkt
Jakob Bækkelund Nielsen tager dermed over for Christian Søsted Poulsen, der blandt andet ønsker at arbejde mere med forskellige investeringer og bestyrelsesarbejde i fremtiden.
”Det er mit eget valg af stoppe i twoday. twoday Digital Experiences står stærkt i markedet, og tiden er rigtig til at give stafetten videre. Jeg har været utrolig glad for at have været en del af twoday og hver dag arbejde med inspirerende kollegaer og kunder. Dem vil jeg først og fremmest gerne takke. Dernæst vil jeg gerne takke Jakob for at have taget imod opgaven om at føre twoday Digital Experiences videre og sikre, at twoday også fremover vil være kundernes foretrukne samarbejdspartner, der kan understøtte deres kerneforretning og sikre deres digitale transformation. Jeg tager nu hul på et nyt kapitel i mit arbejdsliv, hvor jeg gerne vil arbejde mere med undervisning, bestyrelsesarbejde og investeringer i virksomheder,” fortæller Christian Søsted Poulsen.
Lars Berthelsen takker Christian Søsted Poulsen for hans engagement i twoday gennem årene.
”Jeg har haft en godt og tæt samarbejde med Christian, siden twoday Digital Experiences blev en del af twoday-familien i 2018 og har stor respekt for det kæmpe stykke arbejde, Christian har lagt, siden han etablerede Co3 tilbage i tiden. Jeg vil savne Christian som person, men også hans stærke drive, som har været medvirkende til den kraftige vækst, vi har haft inden for området. At Christian nu efter mange år, ønsker at fokusere på andre ting, har jeg således også fuld forståelse for. Jeg vil ønske ham det bedste fremover, og takke for hans store engagement i twoday-koncernen,” fortæller Lars Berthelsen.
Christian Søsted Poulsen fortsætter i twoday Digital Experiences indtil årsskiftet, men allerede fra dags dato vil Jakob Bækkelund Nielsen tiltræde i rollen som Business Unit Director.
Om twoday Digital Experiences
twoday Digital Experiences specialiserer sig i e-handelsløsninger, PIM, webudvikling, brugeroplevelser, branding og digital marketing, som er med til at sikre engagerende digitale oplevelser for danske virksomheder – og deres kunder.
Om twoday
twoday er en førende partner inden for digital transformation af den private og offentlige sektor i Nordeuropa. Med et globalt udsyn samarbejder vores team på 2.700 ansatte med anerkendte virksomheder og organisationer for at skabe de mest banebrydende digitale løsninger. twoday drager fordel af branchekendskab og dyb domæneekspertise på tværs af AI, data og analyse, softwareudvikling og Business Applications. Læs mere på www.twoday.dk
Om twoday Danmark
twoday dækker i Danmark over forretningsenhederne Software Engineering, Digital Experiences, Data & AI, Products, Business Applications, Cloud Platforms and Security og Scaling samt virksomheden Tabular Editor. Der er i Danmark ca. 1.000 ansatte, og omsætningen lød i 2023 på DKK 1,232 milliarder.