Verdenspremiere i Shanghai- Porsche præsenterer den nye Macan

Porsche har præsenteret den nye Macan i Shanghai. Den kompakte SUV, som har nydt stor popularitet siden 2014, har fået en grundig opgradering, når det gælder design, komfort, opkoblingsmuligheder og køredynamik.

Dermed er Macan stadig den sportslige spydspids i segmentet. I stil med Porsches DNA kommer den nye Macan med et tredimensionelt udformet LED-baglysbånd. LED-teknikken er fremover også standard til forlygterne. De mest iøjnefaldende nyheder i kabinen er den 11” store touchscreen til det nye Porsche Communication Management (PCM), de nyplacerede og nyudformede luftdyser og GT-sportsrattet, der kendes fra 911’eren. PCM giver mulighed for adgang til nye digitale funktioner som den intelligente stemmestyring og den standardmonterede onlinenavigation. Udbuddet af komfortudstyr udvides blandt andet med en køassistent, en ionisator og en elopvarmet forrude.

LED-forlygter som standard og nyt baglygtebånd

Takket være målrettede tiltag udvendigt har den nye Macan en endnu mere sportslig og moderne fremtoning. I en lang række detaljer afspejles DNA’et fra sportsvognsikonet 911 og 918 Spyder, hvor meget af teknologien stammer fra. I den forbindelse spiller emnet lys en væsentlig rolle: Fra fabrikken er den nye Macan udstyret med forlygter med LED-teknik. Det avancerede lyssystem med tredimensionelt udformede moduler kan som ekstraudstyr optimeres yderligere: Porsche Dynamic Light System Plus (PDLS Plus) styrer lysfordelingen adaptivt. Fronten på Macan er blevet opgraderet med forskellige detaljer og virker nu endnu bredere. Det gennemgribende nye design af bagenden bygger videre på forgængermodellens klare design. Med det tredelte, tredimensionelt udformede LED-lysbånd tilføres der nu et karakteristisk Porsche designelement. Derudover afspejler stoplygterne i 4-punkts design mærkets identitet.

Nye udstyrsmuligheder: GT-sportsrat, ionisator og køassistent

GT-sportsrattet (ekstraudstyr) viser samhørigheden med 911’eren i kabinen i Macan. Derudover fås Macan nu med Mode-kontakten integreret i rattet inklusive Sport Response-knap som en del af Sport Chrono-pakken, der fås som ekstraudstyr. Porsche udvider blandt andet listen med komfortekstraudstyr med en elopvarmet forrude og en ionisator til forbedring af luftkvaliteten i kabinen. Takket være nye lakfarver som ”Miami Blue”, ”Mamba Green Metallic”, ”Dolomite Silver Metallic” og ”Chalk” samt nye detaljer i interiøret kan Macan nu tilpasses endnu mere individuelt end hidtil.

Med opdateringen af modellen udvider Porsche også udbuddet af assistentsystemer til Macan. Eksempelvis giver den nye køassistent inklusive adaptiv fartpilot mulighed for mere komfortabel og afslappet kørsel i hastighedsområdet op til 60 km/t. Systemet kan ikke blot accelerere og bremse delvis automatiseret, det kan også assistere med styringen ved køkørsel eller i tæt trafik.

11” touch-display og fuld opkobling

Med det nye Porsche Communication Management (PCM) byder Macan på omfattende opkoblingsmuligheder og en lang række digitale funktioner. Over den stigende midterkonsol, som er kendetegnende for en Porsche, er den fra hidtil 7” til nu 11” forstørrede full-HD-touchscreen integreret harmonisk i det nydesignede instrumentpanel. Infotainmentsystemets brugerflade kan som i Panamera og Cayenne tilpasses individuelt ved hjælp af fordefinerede ikoner. Luftdyserne har fået ny udformning og er nu placeret under den centrale skærm.

Alle Macan er udstyret med et Connect Plus-modul og dermed fuldt opkoblede som standard. Det omfatter digitale funktioner og tjenester som fx den intelligente stemmestyring Voice Pilot og trafikinformationer i realtime som en del af det ligeledes standardmonterede onlinenavigationssystem. I den forbindelse spiller opkoblingen til ”Here Cloud” en central rolle med topaktuelle flådebaserede trafikdata. Den nye Offroad Precision App giver mulighed for at dokumentere og analysere offroadoplevelsen med Macan.

Optimeret undervogn med nye dæk og fælge

Den nye Macan understreger med en optimeret undervogn sin enestående position som sportsvogn i segmentet for kompakte SUV’er. Den præcise afstemning sørger for mere neutralitet samtidig med uændret kørselsstabilitet og forbedret komfort. Macan kommer stadig med forskellige dækstørrelser med forskellig dækbredde på for- og bagakslen, hvilket er ukonventionelt i SUV-segmentet. På samme måde som ved Porsches sportsvogne giver det mulighed for at udnytte fordelene ved det intelligente firehjulstræk Porsche Traction Management (PTM) på en optimal måde for køredynamikken. Nyudviklede dæk med forbedrede performance-egenskaber giver mulighed for endnu mere tværdynamik og dermed endnu mere køreglæde. Nye 20” og 21” fælge øger derudover mulighederne for at give bilen et særligt look.

Succesmodellen Macan: over 350.000 solgte eksemplarer siden 2014

Macan er en succeshistorie. Porsche typiske præstationer i al slags terræn kombineret med stor anvendelighed i dagligdagen – denne kombination har været overbevisende lige fra begyndelsen: Siden 2014 har Porsche udleveret over 350.000 eksemplarer af modellen. Især på det største marked Kina, hvor Porsche har præsenteret den opgraderede kompakte SUV for første gang, er den meget populær med et salg på over 100.000 stk. Den model, der præsenteres i Shanghai, bliver udelukkende udbudt på det kinesiske marked. Flere modeller og markeder følger i løbet af året.

Se film: Klik her