Med en bred politisk aftale er det i dag besluttet at etablere 5.000 ekstra uddannelsespladser til sommer.
Det sker for at imødekomme et ekstra pres på optaget som følge af coronakrisen, hvor der ventes op til 10.000 ekstra ansøgere.
Det sker med afsættelsen af midler til en ekstraordinær COVID-pulje på kr. 155 mio. kr. til særligt samfundsrelevante uddannelser, hvor de studerende har særligt gode beskæftigelsesmuligheder og ingen overledighed blandt dimittender.
Konkret peger aftalepartierne på teknologi og it, fordi erhvervslivet her efterspørger kvalificeret arbejdskraft.
”Vi er jublende glade for, at politikerne har hørt vores opråb. Vi har i flere år ønsket os, at der blev skabt flere uddannelsespladser på de efterspurgte it-uddannelser. Nu får vi den bonus ud af krisen, at det endeligt sker,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen, og fortsætter.
”Det er super godt for de unge, som får mulighed for at indfri drømmen om en uddannelse, der giver fantastiske job- og karrieremuligheder. Og det er super godt for it-branchen og hele det danske arbejdsmarked, der har akut har brug for flere af disse unge.”
Sidste år måtte man afvise 1.400 kvalificerede ansøgere på it-uddannelser, fordi der ikke var sat penge nok af til, at de kunne få en plads.
”Det er jo tudetosset, at vi har måttet afvise flere tusinde kvalificerede og motiverede unge, der er klar og kvalificerede til at gå i gang med en uddannelse, som i den grad er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det har været som at invitere til en lukket fest. Derfor er det godt, at politikerne viser mod til at målrette midler til netop de uddannelser,” udtaler Mette Lundberg.
38,7% af it-virksomhederne har helt opgivet at besætte stillinger, fordi de simpelthen ikke kunne finde arbejdskraften. 30% af virksomheder måtte pga. kompetencemanglen sige nej til ordre og opgaver, mens 32,5% måtte udskyde innovation og videreudvikling.
Det viser en rundspørge blandt 241 danske it-virksomheder, foretaget af IT-Branchen i februar-marts 2020.
”Næsten 40% af it-virksomhederne måtte sidste år helt opgive at besætte stillinger, fordi de simpelthen ikke kunne finde arbejdskraften. I sidste ende måtte virksomhederne derfor sig nej til ordre og udskyde videreudvikling og innovation, da de ikke havde medarbejdere nok til at løfte opgaverne,” fortæller Mette Lundberg.
Der mangler allerede omkring 2.600 it-specialister i Danmark, og Regeringen forventer, at der i 2030 vil mangle 19.000, da den generelle digitalisering af samfundet vil øge efterspørgslen på netop disse kompetencer.
”Nu må vi spændt vente på at se, hvor mange pladser denne pulje konkret kommer til at give. Vi ved, fra dialog med flere af universiteterne, at de er klar til at ruste godt op. Men der er også lang vej til at håndtere den reelle efterspørgsel efter it-specialister,” slutter Mette Lundberg.