Healthtech-virksomheden Monsenso, som udvikler mobile sundhedsløsninger for mentale lidelser, har indgået et nyt samarbejde med Center for Rusmiddelbehandling (CFR) i Ikast-Brande Kommune.
Over de næste 12 måneder skal Center for Rusmiddelbehandling evaluere de kliniske og økonomiske fordele ved at bruge Monsensos løsning. Både i forhold til borgere, der er i aktiv behandling, og i forhold til borgere i efterbehandling, der skal undgå tilbagefald til uønskede vaner.
– Vi implementerer den her nye teknologi i rusmiddelbehandlingen for at øge kvaliteten af behandlingen. Samtidig får vi mulighed for at være mere pro-aktive og forstå vores borgere bedre, hvilket i sidste ende vil gavne både borgerne og hele kommunen. Behandlerne i centeret er motiverede efter at prøve en anderledes arbejdsmetode af, så vi glæder os til at komme i gang, siger Mette Christensen, leder i Center for Rusmiddelbehandling, Ikast-Brande Kommune.
Med hjælp fra den digitale løsning og de data, der rapporteres direkte fra borgerne, kan behandlerne i Ikast-Brande Kommune lettere personliggøre behandlingen til den enkelte borgers behov. De kan følge med i borgerens problematikker over tid, og det muliggør, at behandlere kan være mere proaktive og række ud for at forhindre potentielle tilbagefald.
– Center for Rusmiddelbehandling i Ikast-Brande stiler efter at øge kvaliteten af deres behandling ved at implementere den nyeste teknologi. Rusmiddelområdet er et spændende nyt område for Monsenso at komme ind på, og vi er overbeviste om, at det vil gavne både borgere og behandlere at implementere vores løsning. De data, som indsamles, åbner op for en række nye spændende og innovative muligheder for behandling, siger Thomas Lethenborg, direktør for Monsenso ApS.