Den nye Porsche Taycan Turbo GT er ikke blot den mest kraftfulde serieproducerede Porsche nogensinde.
Den har også sat nye rekorder som den hurtigste elektriske gadebil på ikoniske racerbaner.
Selvom den endnu ikke er landet på markedet, har den allerede slået rekorder. Den nye Porsche Taycan Turbo GT med Weissach-pakke satte den 23. februar – med Porsches egen udviklingskører, Lars Kern, i førersædet – en omgangstid på 1:27,87 minutter på Laguna Seca i Californien, hvilket straks gav den titlen som den hurtigste elektriske gadebil nogensinde på den amerikanske racerbane.
Ikke lang tid før denne præstation satte en forserieudgave af samme model en ny rekord på Nürburgring Nordschleife – også med Lars Kern bag rattet – ved officielt at klokke en omgang på blot 7:07,55 minutter. Denne omgangstid er hele 26 sekunder hurtigere end den hidtidige rekordomgang, som udviklingskøreren præsterede i en Taycan Turbo S i 2022 – og slår dermed ikke blot den eksisterende rekord for serieproducerede elektriske biler på den tyske racerbane. Den nye Porsche Taycan Turbo GT er nemlig nu den hurtigste firedørs bil på Nürburgring nogensinde.
“De to nye rekorder på Laguna Seca og Nürburgring Nordschleife viser det enorme potentiale, som Taycan har på en racerbane. Kræfter er ikke nok, hvis du skal imponere på en bane. Det er den samlede pakke af power, bremsekræfter, greb, aerodynamik og stabilitet, som skal være optimal. Og dét har vores ingeniører opnået med Taycan Turbo GT og især med Taycan Turbo GT med Weissach-pakken. De har allerede gjort et stærkt arbejde med den nye og opdaterede Taycan, men vores helt nye Turbo GT-modeller løfter barren endnu højere, når det gælder køredynamik,” siger Model Line Vice President hos Porsche AG, Kevin Giek.
Den nye og ekstra kraftfulde Taycan Turbo GT byder på en række features, som er særligt udviklet til modellen. Disse inkluderer blandt andet mulighed for at booste drivlinjen med op til 120 kilowatt (163 hk) ekstra power i 10 sekunder ved et simpelt tryk på en knap. Attack Mode er baseret på push-to-pass-funktionen i de øvrige Taycan-modeller, men er optimeret til banekørsel på samme måde som 9XX-racerbilerne, som Porsche bruger i den fuldt elektriske Formel E-serie. Boost-funktionen indikeres af en nedtællingsfunktion og animerede ringe på speedometeret i det digitale førerdisplay.
Sammenlignet med push-to-pass-funktionen i de øvrige Taycan-modeller, udløses der i Taycan Turbo GT hele 50 kilowatt (68 hk) ekstra power, som ydermere kan aktiveres på forskellige måder. I stedet for at trykke på knappen ved siden af rattet kan Attack Mode også aktiveres med den højre skiftepaddel, hvilket gør funktionen nemmere at anvende på en bane.
Stærkeste serieproducerede Porsche
Takket være en kraftigere inverter, som nu distribuerer strøm til elmotoren med 900 ampere i stedet for 600 ampere i Taycan Turbo S, leverer den nye Porsche Taycan Turbo GT en basisydelse på 789 hestekræfter. Med Launch Control og overboost stiger effekten til 1.034 hestekræfter – og helt op til 1.108 hestekræfter i to sekunder. Disse kræfter reducerer accelerationstiden fra 0-100 kilometer i timen til blot 2,3 sekunder. Forskellen i accelerationen fra 0-200 kilometer i timen er endnu større, da Taycan Turbo GT her bruger ned til 6,4 sekunder (med Weissach-pakken), hvilket er 1,3 sekunder hurtigere end Taycan Turbo S.
Af andre ændringer i drivlinjen kan nævnes den optimerede transmission, hvor gearingsforholdet er ændret, ligesom gearkassens mekaniske styrke er forbedret for at matche det kraftigere drejningsmoment på 1.340 Newtonmeter. Taycan Turbo GT præsterer desuden en rækkevidde på op til 555 kilometer (WLPT).
Dynamiske features og lavere vægt
I Porsche-termer er GT-betegnelsen også foreneligt med reduceret vægt, og dette fornægter sig heller ikke med den nye Taycan Turbo GT. Takket være elementer som skålsæder i kulfiberforstærket plast (CRFP), et lettere bagagerum samt udeladelse af den elektriske soft-close-funktion på bagklappen, er det lykkedes at sænke vægten med op til 75 kilo i forhold til en Taycan Turbo S.
Taycan Turbo GT er udstyret med en righoldig pakke af dynamiske elementer, som blandt andet indeholder Porsche Active Ride-undervogn med en endnu skarpere og GT-specificeret opsætning, specialudviklede dæk samt 21-tommers smedede letvægtsfælge med særligt designede eger, som både sparer vægt og samtidig sikrer en mere effektiv køling af de kulfiberkeramiske bremser (Porsche Ceramic Composite Brakes, PCCB).
Netop bremserne er også GT-optimeret, eftersom ingeniørerne er lykkedes med at skære mere end to kilo af vægten ved at ændre designet af blandt andet kalibrene. Bremserne kan desuden kendes på den særlige Victory Gold-lakering, som er eksklusiv for Taycan Turbo GT. Af andre ydre kendetegn kan nævnes frontspoileren med særlige ’aeroblades’, udviklet særligt til Taycan Turbo GT, mens bagenden domineres af en effektiv og aktiv hækvinge.
I kabinen er man omgivet af et interiør betrukket i Race-Tex og sort læder, mens standardskålsæderne i CFRP med Turbo GT-brodering i nakkestøtterne uden beregning kan udskiftes med mere komfortable 18-vejs justerbare sportssæder (Front Adaptive Sports Seats Plus). Den nye Taycan Turbo GT byder også velkommen til to nye farver, som i en periode kun vil være tilgængelig til netop denne model: Pale Blue Metallic og Purple Sky Metallic.
Weissach-pakken: Udrustet til det ekstreme
Med Weissach-pakken bliver Taycan Turbo GT endnu mere skarp. Takket være yderligere aerodynamiske features og vægtbesparende tiltag er denne version endnu mere baneoptimeret. For eksempel er det meste komfortudstyr elimineret. Med Weissach-pakken har Taycan Turbo GT for eksempel ikke noget bagsæde, ligesom kabinen er mindre støjisoleret og må undvære måtter og andet udstyr, som er overflødigt, når det gælder banekørsel. Bilen har også kun én port til ladestikket i stedet for to – og alle disse ændringer reducerer vægten med omkring 70 kilo.
Ændringerne kommer blandt andet til udtryk i bilens præstationer, hvor Turbo GT med Weissach-pakken accelererer fra 0-100 kilometer i timen på blot 2,2 sekunder – en tiendedel hurtigere end en standard Taycan Turbo GT – mens topfarten er løftet fra 290 til 305 kilometer i timen.
Den nye Porsche Taycan Turbo GT introduceres i løbet af 2024.