En ny global undersøgelse fra Schneider Electric viser, at danske producenter i dag mister 14 procent af deres potentielle omsætning på ineffektiv produktion – og tabene forventes at stige markant frem mod 2030.
Samtidig forventer virksomhederne et stort afkast af kunstig intelligens, men manglende data, kompetencer og moderne systemer bremser udviklingen.
Danske virksomheder inden for fødevarer, drikkevarer og life science-industrien står over for stigende produktionstab og pres på marginerne. Det viser en ny global analyse fra Schneider Electric baseret på svar fra 1.453 beslutningstagere på tværs af 14 lande.
I Danmark udgør ineffektivitet i produktionen i gennemsnit 14 procent af virksomhedernes potentielle produktionsomsætning. Det tal forventes at stige til 16 procent allerede næste år og nå 21 procent i 2030.
”Det er tankevækkende, at danske virksomheder i undersøgelsen angiver, at de i dag mister 14 procent af deres potentielle produktionsomsætning på ineffektivitet, mens norske virksomheder ligger på knap 8 procent. Det er en markant forskel mellem to markeder, der på mange måder ligner hinanden, og det peger på, at der stadig er et stort uforløst potentiale i dansk produktion,” siger Niada Tækker Madsen, PhD og salgsdirektør for Industrial Automation, Europe Operations hos Schneider Electric.
Globalt er billedet dog tilsvarende det danske: Ineffektivitet som nedetid, produktionsforsinkelser og udstyrsfejl udgør i dag omkring 20 procent af de samlede produktionsomkostninger.
Samtidig peger analysen på et markant gab mellem ambition og realitet, når det gælder AI. Kun 13 procent af virksomhederne har fuldt integreret AI i deres drift, mens 37 procent forventer, at AI vil være en central del af forretningen i 2030.

Niada Tækker Madsen, PhD og salgsdirektør for Industrial Automation, Europe Operations hos Schneider Electric
Forventningerne til afkastet er høje: 33 procent forventer et ROI på 50-74 procent, mens 8 procent forventer et afkast på over 100 procent. I dag oplever 70 procent dog et markant mindre afkast, hvilket understreger, at mange stadig er i den helt spæde fase.
Ifølge Schneider Electric er udfordringen ikke manglen på AI-teknologi, men derimod virksomhedernes parathed til at udnytte den. De største barrierer er mangel på kompetencer, ældre systemer, utilstrækkelige data og modstand mod forandring.
“Producenter forventer en tredobling af AI-anvendelsen frem mod 2030 sammen med markant højere afkast. Det forventningsgab er et tydeligt signal om, hvor presserende behovet er,”siger Neil Smith, President, CPG, Schneider Electric.
Den nye rapport “Beyond the Hype: Practical AI for Competitive Consumer Goods Manufacturing” giver konkrete anbefalinger til, hvordan virksomheder kan omsætte AI til reel forretningsværdi – blandt andet gennem bedre data, fleksibel automatisering og tættere integration mellem teknologi og drift.
Undersøgelsen er gennemført blandt 1.453 beslutningstagere inden for fødevarer, drikkevarer og life science i perioden fra februar til marts 2026.
Om Schneider Electric
Schneider Electric er en global leder inden for energiteknologi, der fremmer effektivitet og bæredygtighed ved at elektrificere, automatisere og digitalisere industrier, virksomheder og hjem. Vores teknologier gør det muligt for bygninger, datacentre, fabrikker, infrastruktur og elnet at fungere som åbne, sammenkoblede økosystemer, hvilket forbedrer ydeevne, modstandsdygtighed og bæredygtighed. Porteføljen omfatter intelligente enheder, softwaredefinerede arkitekturer, AI-drevne systemer, digitale tjenester og ekspertrådgivning. Med 160.000 medarbejdere og 1 million partnere er vi til stede i over 100 lande. I 2025 blev vi kåret af Corporate Knights og Time Magazine som verdens mest bæredygtige virksomhed. www.se.com/dk





