Et “virtuelt kraftværk” tænder og slukker store danske strømslugere i erhvervslivet indenfor sekunder for at balancere elnettet.
Nul nedetid på kommunikationen er kritisk, så kraftværket er nu koblet på to mobilnetværk og en geo-redundant datacenterinfrastruktur.
Når vinden blæser for meget, eller strømforbruget pludselig stiger, skal det danske elnet balanceres på få sekunder. Det kræver både fleksible energikilder og stabil, sikker kommunikation mellem de sensorer, der styrer energiforbruget.
Derfor er kravene til oppetid, cybersikkerhed og realtidskontrol stigende, og det er med til at ændre, hvordan energisystemer drives. For virksomheder, der leverer balanceringsydelser til elnettet, er stabil kommunikation en teknisk forudsætning og en central del af infrastrukturen.
Det mærker den danske virksomhed Scangrid, der driver et virtuelt kraftværk, hvor virksomheder stiller fleksibelt elforbrug til rådighed for det danske elnet via den statslige elnetoperatør Energinet.
Scangrids løsning har været i drift i flere år og omfatter i dag omkring 300 lokationer hvor virksomheder med anlæg som elkedler, køleanlæg og kompressorer automatisk regulerer deres strømforbrug i korte perioder. Det sker på få sekunder, når der er behov for at stabilisere frekvensen i elnettet, i en tid hvor kapaciteten i elnettet er ved at nå sin grænse.
Men i takt med at både markedet og myndighederne stiller højere krav på baggrund af et stigende trusselsniveau, er behovet for robusthed og sikkerhed vokset.
“Hvis forbindelsen til vores enheder forsvinder, mister vi den effekt, som Energinet regner med. Derfor er stabil og sikker kommunikation afgørende og forretningskritisk for os,” siger Carsten Vammen, direktør og stifter af Scangrid.

Carsten Vammen, direktør og stifter af Scangrid
Opgradering til højere krav med redundans i flere lag
Scangrid har derfor valgt at videreudvikle deres setup i samarbejde med Wireless Logic Nordic, som i forvejen leverede sikre M2M-forbindelser mellem enhederne og Scangrids system.
I tæt samarbejde med Wireless Logic Nordic blev løsningen opgraderet, så den i dag kan håndtere højere krav til oppetid, sikkerhed og skalering. Opgraderingen betyder, at kommunikationen mellem enhederne og Scangrids styresystem i dag er designet med redundans i flere lag.
Enhederne er udstyret med Wireless Logic Nordics såkaldte duet SIM-kort, der giver adgang til to individuelle mobilnetværk på samme SIM-kort. Hvis forbindelsen til det ene netværk afbrydes, skifter enheden automatisk til det andet.
Samtidig håndteres trafikken i georedundante datacentre i Danmark, hvilket sikrer fortsat drift, også hvis der opstår fejl eller nedbrud i dele af infrastrukturen.
Derudover foregår kommunikationen i et lukket og krypteret netværk, hvor trafikken ikke kan komme i kontakt med det åbne internet.
“Det, vi ser nu, er, at connectivity ikke længere bare er en teknisk komponent til en løsning, men en integreret del af kritisk infrastruktur. Derfor designer vi løsninger med redundans i flere lag, fra mobilnet og datacentre til den samlede dataforbindelse mellem enheder og systemer,” siger Steen Lenzing, CEO i Wireless Logic Nordic.
Skærpede krav fra både marked og myndigheder
Udviklingen er drevet af flere faktorer.
Energisektoren stiller i stigende grad krav til stabilitet og realtidsrespons, på baggrund af at trusselsbilledet er blevet mere komplekst.
Digitale angreb mod kritisk infrastruktur sker løbende, men risikoen ligger i, at de ikke opdages eller stoppes i tide. En IoT-sikkerhedsrapport fra Bitdefender, baseret på data fra over 58 millioner enheder, identificerede alene i 2025 mere end 13 milliarder angreb mod IoT-enheder. Det stiller nye krav til, hvordan systemer designes og drives.
Samtidig betyder regulering som EU’s NIS2-direktiv, at virksomheder, der arbejder med kritisk infrastruktur, skal kunne dokumentere et højt niveau af cybersikkerhed og robusthed.
“Vi leverer stabilisering til elnettet, og det kræver, at vores systemer fungerer døgnet rundt. Derfor er det afgørende, at hele kæden er robust og kan håndtere både udfald og uforudsete hændelser,” siger Carsten Vammen.
Fundament for fremtidig skalering
Samtidig er løsningen designet med henblik på fremtidig ekspansion.
Scangrid har ambitioner om på sigt at udvide til flere europæiske markeder, og derfor er det afgørende, at setup’et kan skaleres uden at skulle genopbygges i hvert enkelt land.
“Hvis vi går ind i nye markeder, er det vigtigt, at vi ikke skal opbygge en ny teknisk platform hver gang. Vi har brug for en løsning, der kan følge med, og det kan den her,” siger Carsten Vammen.
Idéen opstod med en elbil
Idéen til Scangrid opstod, da Carsten Vammen i 2018 bestilte en elbil og begyndte at undersøge batteriteknologi.
“Jeg blev nysgerrig på batterier og så, hvordan de i Australien er med til at stabilisere elnettet. Jeg overvejede batterier til det danske elnet, men business-casen blev ikke taget så godt imod af banken, da store batterier er dyre. I stedet opstod idéen: Hvorfor ikke bruge det udstyr, der allerede er koblet på elnettet – som elkedler, køleanlæg og andre store elforbrugere?” siger han.
I dag fungerer løsningen så fleksibelt, at elforbrug kan aktiveres automatisk i løbet af sekunder, når Energinet har behov for at stabilisere frekvensen i elnettet.
Virksomhederne, der er koblet på løsningen, fortsætter deres normale drift som “business as usual”, men bliver samtidig betalt for at stille fleksibilitet til rådighed, når deres produktion tillader det.
Om Scangrid
Scangrid driver et virtuelt kraftværk, hvor virksomheder stiller fleksibelt elforbrug til rådighed for Energinet. Løsningen gør det muligt at stabilisere elnettet ved at regulere elforbrug hos virksomheder i korte perioder.
Om Wireless Logic
Wireless Logic er en førende global udbyder af IoT-løsninger, der forenkler og automatiserer IoT-forbindelse og -styring for enhver enhed, hvor som helst. Med mere end 18 millioner IoT-enheder forbundet på tværs af 165 lande til over 750 globale netværk tilbyder Wireless Logic global dækning og ultra-lokale tjenester, der hjælper med at fremskynde succesen for kundernes projekter. Wireless Logic arbejder i partnerskab med mere end 25.000 virksomheder og organisationer for at sikre, at IoT-løsninger bliver designet, testet, implementeret og skaleret, så de matcher behovene i hver enkelt brugssituation. I sidste ende leverer Wireless Logic de mest fleksible, robuste og sikre forbindelse løsninger på markedet på tværs af brancher som landbrug, sundhedsvæsen, industri 4.0, sikkerhed, transport, energi, forsyning og smart cities.
I Danmark understøtter Wireless Logic Nordic både store virksomheder og offentlige aktører med skræddersyede IoT-løsninger, lokal rådgivning, support og stærke partnerskaber med førende netværksoperatører. Virksomheden har base i Køge og er en af markedsleder inden for IoT-forbindelse og SIM-løsninger i Norden.
Wireless Logic Nordic er det tidligere SimService, der blev opkøbt af Wireless Logic i 2015.
Læs mere på www.wirelesslogic.com/da





