DDoS-angreb mod kommuner og virksomheder viser hvad vi har i vente
Hjem SIKKERHED DDoS-angreb mod kommuner og virksomheder viser hvad vi har i vente

DDoS-angreb mod kommuner og virksomheder viser hvad vi har i vente

Af Redaktionen

Bedre teknologi og stærkere organisering i russiske hackergrupper har øget truslen fra DDoS-angreb, alligevel vælger få at beskytte sig.

I løbet af den seneste tid har både virksomheder og senest en række kommuner tilsyneladende været udsat for ondsindede DDoS-angreb.

Overbelastningen af hjemmesider og services gør det blandt andet svært at finde information og logge på tjenester.

DDoS-angreb mod kommuner og virksomheder viser hvad vi har i vente

Søren Gjevert, ansvarlig for cybersikkerhedsløsninger i GlobalConnect Group

Normalt står overbelastningsangreb kun på i nogle få minutter eller højest timer, inden de it-ansvarlige får kontrol over situationen, og hackerne i stedet kaster sig over nogle andre. Men den seneste tid har vi set mere målrettede, langvarige og kritiske angreb.

De voldsommere og hyppigere angreb dokumenterer, at hackerne, der formentlig er støttet af russiske myndigheder, er blevet langt bedre organiserede og har fået større kapacitet.

Private og offentlige organisationer i Danmark har givetvis arbejdet seriøst med cybersikkerhed og været godt forberedt. Alligevel kan angrebene være så overvældende i antal, intensitet og kompleksitet, at de ikke er til at dæmme op for.

Der er nemlig ikke længere kun tale om nogle opportunistiske småkriminelle typer i en mørk kælder. Nogle af grupperne fungerer som ganske almindelige virksomheder med organisationsdiagrammer, løn, bonus og ferie, og de har stærk teknologi og penge i ryggen.

Overbelastningsangreb udgør allerede 41 procent af alle cyberangreb i EU og er dermed hackernes hyppigst brugte værktøj, viser den seneste rapport fra Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed, ENISA.

Som følge af vores internationale engagement og den geopolitiske situation vil truslen mod danske organisationer kun vokse.

Tager ikke truslen alvorligt nok

DDoS-angrebene kan lægge hjemmesider og tjenester ned, så fx hoteller og restauranter ikke kan modtage eller se bookninger, webshops ikke kan sælge varer, borgere ikke har adgang til information, og man ikke kan lave økonomiske transaktioner. De kan også være afledningsmanøvre for mere alvorlige angreb.

Men måske fordi, angrebene i sig selv ikke smadrer systemerne, tager mange organisationer ikke truslen så alvorligt, som de burde. For selvom DDoS-angreb for det meste er relativt nemme at dæmme op for, så vælger få virksomheder at investere i beskyttelse og et beredskab.

Man behøver ikke været en kendt virksomhed eller kommune for at blive et mål for hackerne. Ofte går de efter forventede svage led i de lande, de gerne vil genere, og et angreb kan gøre alvorlig skade på omdømme, tillid og økonomi.

Derfor er det afgørende for den enkelte organisation og for samfundet som helhed, at vi hæver bundniveauet, når det kommer til it-sikkerhed. For dels bliver vi mindre sårbare, og samtidig bliver danske organisationer et mindre oplagt mål for langvarige angreb.

Af Søren Gjevert, ansvarlig for cybersikkerhedsløsninger i GlobalConnect Group. Indlægget er først bragt af ITWatch.

 

Om GlobalConnect

GlobalConnect er en førende leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation, som bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden i sit 243.000 kilometer fibernet på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. GlobalConnect leverer fiberbaserede bredbåndstjenester til mere end 830.000 private forbrugere og løsninger fra fiber til sky til 30.000 erhvervskunder. Koncernen beskæftiger cirka 2.000 mennesker og havde en omsætning på SEK 7,6 milliarder i 2023.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>