Efter mere end 20.000 dermatologiske konsultationer i USA får Miiskin både tilført kapital og henter Tina Ravn ind som ny CEO.
Selskabet opruster kommercielt og organisatorisk for at vinde en stor bid af det amerikanske marked for teledermatologi, der er i kraftig vækst.
Den gennemsnitlige ventetid på en dermatologisk konsultation i USA er steget med 50 procent fra 2004 til 2025 og er nu 36,5 dage. Miiskin har digitaliseret kontakten mellem patient og dermatolog og bragt ventetiden til en konsultation ned til 14 timer i snit. Selskabet har derfor en spændende position på det amerikanske marked for teledermatologi, der forventes at vokse fra 4,3 mia. dollar i 2024 til 11,3 mia. dollar i 2030.
Tina Ravn tiltrådte formelt i august som ny CEO for Miiskin. Selskabet vil øge det kommercielle fokus og accelerere væksten i USA på et stærkt voksende milliardmarked. Stifter Jon Friis fortsætter i virksomheden som Chief Information Officer.
Michael Shalmi, bestyrelsesformand i Miiskin, siger:
“Den digitale dermatologiske lægekonsultation udgør et hurtigt voksende marked med et tydeligt behov for hurtig og enklere adgang til dermatologisk ekspertise. Derfor handler det nu om at skalere og styrke positionen for Miiskin, mens markedet bliver formet. Tina kommer både med den kommercielle og kommunikative tyngde og med erfaring i digitalisering af sundhedsløsninger, og er et stærkt fit til at bringe Miiskin ud i større skala.”

Efter mere end 20.000 dermatologiske konsultationer i USA får Miiskin både tilført kapital og henter Tina Ravn ind som ny CEO.
Klar til skalering: Trygge brugere kommer igen
Ud af de 20.000 konsultationer er 40 procent tilbagevendende patienter. Det er for Miiskin et vigtigt bevis på, at platformen er effektiv og understøtter både dermatologen og patienten fra start til slut gennem behandlingsforløbet.
For at accelerere væksten fokuserer Miiskin derfor på at tiltrække endnu flere nye brugere til platformen.
Tina Ravn, CEO i Miiskin, siger:
“Vi har vist, at patienterne både bruger Miiskin og kommer tilbage. Det giver et stærkt signal om potentialet. Nu er den vigtigste kommercielle opgave at få langt flere til at opdage og prøve Miiskin. Det handler ikke kun om rå markedsføring, for brugerne skal føle tillid og tryghed i hele oplevelsen af Miiskin, både før og efter de starter en konsultation, og i dialogen med dermatologen.”
Brugerne vil ikke diagnosticeres af AI
Kunstig intelligens ændrer konkurrencebilledet inden for teledermatologi, hvor digitale tjenester i dag tilbyder vurderinger af hudproblemer foretaget helt eller delvist af AI. Men den menneskelige, lægefaglige vurdering er fortsat afgørende for patienternes tillid.
84 procent af patienter foretrækker at få stillet diagnoser af en læge frem for AI, mens 74 procent angiver, at det er vigtigt, at dermatologen er certificeret.
Hos Miiskin foretages den kliniske vurdering udelukkende af uafhængige, certificerede dermatologer. Patienten sender billeder og relevante oplysninger digitalt til dermatologen, som vurderer dem, uden at de to behøver at være online samtidig. Når opfølgning er nødvendig, kan patienten fortsætte hos samme specialist.
“Teknologi og AI skal både hjælpe dermatologen og gøre det lettere at få adgang til dermatologisk behandling, men kan ikke erstatte dermatologen. Vi kan se at brugerne efterspørger vores kombination af digital convenience og den tryghed og kontinuitet, der følger med behandling hos en kvalificeret specialist,” siger Tina Ravn.
Nye kompetencer og ny kapital
Miiskins nye CEO, Tina Ravn, kommer med mere end 20 års erfaring fra den internationale medicinal- og healthcareindustri, blandt andet fra Pfizer, hvor hun har ledet digitalisering af kontakten med patienter og sundhedsprofessionelle på tværs af 25 markeder.
Virksomheden har samtidig rejst 14,5 mio. kr. fra nye og eksisterende investorer.
Som CEO skal Tina Ravn arbejde tæt sammen med Miiskins bestyrelse, som blandt andre tæller bestyrelsesformand Michael Shalmi, som har en fortid i bl.a. Novo Holdings med ansvar for fondens store investeringer, og bestyrelsesmedlem Peter G. Jørgensen, co-founder og Group CCO hos Boozt. Stifter Jon Friis fortsætter i virksomheden som Chief Information Officer.
Jon Friis siger:
“Miiskin er nået til et sted, hvor det er essentielt at bringe nye kompetencer ind i den daglige ledelse. Jeg glæder mig til samarbejdet og til, at Tina bærer faklen videre, så Miiskin kan tage en stor bid af det amerikanske dermatologimarked.”
Om Miiskin (Miiskin Group ApS)
- Dansk Health Tech-virksomhed grundlagt i 2015 og reetableret i 2022.
- Miiskin fokuserer på digital adgang til dermatologisk behandling i USA.
- Klinisk diagnosticering og behandling foretages udelukkende af uafhængige, amerikanske board-certified dermatologists.
- Mere end 20.000 dermatologiske konsultationer er gennemført via platformen.
- Gennemsnitlig tid fra indsendt konsultation til svar fra dermatologen er 14,2 timer.
- Omkring 40 procent af konsultationerne er tilbagevendende patienter.
- Miiskin har fået tilført 14,5 mio. kr. fra nye og eksisterende investorer 1. juli 2026






