Azets udvider med revision

Danmark bliver første land i den nordiske Azets-koncern, der fortsætter sin offensiv og nu ruller en ny strategi ud.

Fra venstre: Anders Salomonsen, statsautoriseret revisor og partner i Addea, June Mejlgaard Jensen, administrerende direktør i Azets, Morten Plenge, statsautoriseret revisor og partner i Addea og Michael Lynggaard, partner i Adde

Gennem et strategisk opkøb bliver statsautoriseret revision en ny og selvstændig ydelse inden for økonomisk rådgivning til virksomheder i alle størrelser.

I forvejen tilbyder Azets alle former for økonomisk assistance, rådgivning, interim assistance og IT-løsninger inden for løn, regnskab, ejendomsadministration og HR. Opgaverne løses både ude i virksomhederne og som en outsourcet løsning hos Azets.

Efter en strategisk vurdering af vækstmulighederne går den store virksomhed nu ind på markedet for revisionsopgaver. Det sker i en virksomhedshandel gennem en kombination af opkøb og indgåelse af en strategisk alliance med Addea Audit Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, der samtidig skifter navn til Azets Audit.

Øget værdiskabelse hos kunderne

– Flere og flere af vores kunder ønsker at få løst alle opgaver hos én samarbejdspartner, og hos Azets kan de få hele paletten inden for regnskab, løn og HR. Med Addea får vi adgang til erfarne rådgiverkompetencer og revisionsydelser, der går direkte ind i vores brede og dybe vifte af løsninger til virksomheder og organisationer, fortæller adm. direktør June Mejlgaard Jensen fra Azets Insight A/S og fortsætter:

– Den absolut vigtigste rolle hos vores kunder er at løse de stadigt mere komplicerede økonomiske opgaver på en værdifuld måde, så de kan fokusere på deres kerneforretning. Det gør vi bl.a. med hjælp fra moderne robotteknologi, som sikrer kvaliteten og reducerer fejl. Jo flere opgaver, vi kan løse og jo større effektivitet, vi kan bidrage med, desto større værdi kan vi skabe, understreger hun.

Også i Addeas partnerkreds ser man frem til sammenlægningen af ressourcer, der både vil give muligheder for den veletablerede revisionsvirksomheds kunder og medarbejdere.

– Siden etableringen har vi haft som ambition at sikre den absolut bedste rådgivning til vores kunder som overhovedet muligt. Aftalen med Azets sikrer vores kunder adgang til en ekstremt stærk organisation med dygtige specialister. Med flere end 300 nye kolleger får vi samtidig en skalérbarhed, der gør, at vi altid kan mande op med de nødvendige ressourcer til enhver opgave, fastslår partner Michael Lynggaard, Som sammen med partnerne Anders Salomonsen og Morten Plenge i dag udgør ejerkredsen i Addea, der beskæftiger over 30 medarbejdere.

Flere opkøb på vej

Lovgivningen stiller en række krav til ejerskabet i revisionsvirksomheder. Derfor fortsætter de nuværende partnere og øvrige statsautoriserede revisorer i Addea i et selvstændigt selskab under navnet Azets Audit, mens alle bogførings- og regnskabsopgaver overtages af Azets, hvor Addeas regnskabsmedarbejdere formelt får ansættelse, men fortsætter på kontoret i Roskilde.

– En fordel for begge virksomheders kunder er, at vi nu tilbyder revision på alle Azets’ lokationer i Herlev, Odense, Fredericia, Roskilde og Aarhus, ligesom vi gennem landsdækkende tilstedeværelse har kolleger tæt på alle vores kunder, siger Morten Plenge og Anders Salomonsen.

Aftalen med Addea forventes at være den første i en række af lignende aftaler på det danske marked. Efter opkøbet omsætter Azets i Danmark for tæt ved 300 mio. DKK og beskæftiger flere end 300 medarbejdere i Herlev, Odense, Fredericia, Aarhus og Roskilde.