Nyt samarbejde vil løse problemet.
Forkerte abonnementer, komplekse forsikringer og helt almindelig glemsomhed kan forhindre forbrugere i at spare tusindvis af kroner om året.
Danskerne er vilde med abonnementer. Det fremgår af en undersøgelse lavet af Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH. Her viser tal, at danskerne i 2019 brugte næsten 30 milliarder kroner på diverse abonnementstjenester, heriblandt internet og telefoni.
Men det tal bliver måske lavere i fremtiden.
For et nyt samarbejde mellem budget-appen Spiir og sammenligningsportalen Samlino.dk opfordrer forbrugere til at tjekke deres udgifter og lede efter besparelser og bedre løsninger, så man får mere for pengene.
“Overordnet set er det naturligvis altid en rigtig god idé at tjekke sine udgifter regelmæssigt”, lyder det fra Martin Junker, der er produktchef i Spiir.
“Men i en travl hverdag glemmer vi ofte at sammenligne priser for at se, om vi har de rigtige løsninger eller om vi betaler for meget til forskellige abonnementer og services. De ender ganske simpelt med at blive skjulte udgifter, som vi ikke tænker over. Og i sidste ende kan det betyde, at danskerne går glip af potentielle besparelser på op til flere tusinde kroner om året,” fortæller han.
Således viser tal fra Samlino.dk, at deres brugere i gennemsnit kan spare op mod 3.000 kroner om året på deres bilforsikring efter at have sammenlignet priser fra forskellige forsikringsudbydere.
Det er dog ikke kun af økonomiske årsager, at forbrugerne opfordres til at løbe deres udgifter igennem, lyder det fra Martin Junker. Han mener, at det i endnu højere grad er et spørgsmål om at finde de rigtige løsning, der passer til forbrugernes behov og pengepung.
“Det er naturligvis fantastisk, hvis vi kan hjælpe folk med spare penge og dermed få mere luft i budgettet. Men det er ikke kun et spørgsmål om kroner og ører. Det handler om at skabe overblik og gennemsigtighed på markedet for finansielle produkter, så folk har nemmere ved at gennemskue, hvor de kan få mest værdi for pengene,” siger han og fortsætter.
“Har du den rigtige dækning på dine forsikringer? Kan du få et bedre mobilabonnement? Der kommer hele tiden nye tilbud og produkter, som måske passer bedre til ens behov. Der er jo ingen fordel i at have den billigste forsikring, hvis den ikke dækker, når uheldet er ude.”
Med det nye samarbejde er det muligt at sammenligne priser på bredbånd, forsikringer og mobilabonnementer i budget-appen på få minutter ved hjælp af Samlino.dk.
Ifølge Erik Kofoed, administrerende direktør i Samlino.dk, har det været afgørende for samarbejdet, at det ville gøre det simpelt for forbrugerne at få overblik over forskellige finansielle produkter og abonnementer.
“Privatøkonomi må ikke drukne i kompleksitet. Vi gør det simpelt for danskerne at tjekke op på privatøkonomien og samtidig spare penge på f.eks. sit bredbånd, mobilabonnement eller bilforsikring – lige ved hånden og helt uafhængigt,” oplyser han.
I første omgang vil Spiir kunne tilbyde prissammenligning på bredbånd, bilforsikringer og mobilabonnementer i deres app, men de regner med at kunne tilføje flere finansielle produkter til deres sammenligningsfeature inden for den nærmeste fremtid.