Beskæftigelsesministeriet har med en ny bekendtgørelse forlænget den delvise lukning af jobcentrene.
Ledige kan dog få digital eller telefonisk samtale med jobcentret, hvis den ledige ønsker det.
Regeringen har forlænget hjemsendelsen af offentligt ansatte på grund af COVID-19, og som følge af den udmelding fortsætter beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene også med at køre på andre vilkår end normalt.
Det vil sige, at store dele af den aktive beskæftigelsesindsats fortsat er suspenderet, men at nødberedskabet fastholdes, så udbetalingen af ydelser kan fortsætte som hidtil. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse
En ændringsbekendtgørelse har forlænget den delvise lukning af jobcentrene, men bekendtgørelsen indeholder også en række ændringer. Eksempelvis kan kommunerne holde digitale digitale eller telefoniske samtaler med alle borgere, så jobcentrene fortsat kan bistå ledige.
Samtidig kan kommunerne sende ledige på kursus, der kan foregå som fjernundervisning, hvis de ønsker at lære nyt. I begge tilfælde er det dog frivilligt og helt op til den enkelte.
For at holde sagsbunkerne nede bliver det muligt for kommunerne at behandle sager virtuelt i rehabiliteringsteamet, så borgere kan overgå til fx. ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Den virtuelle sagsbehandling vil ske efter borgerens samtykke.