Danmarks største havvindmøllepark er klar til at levere grøn strøm

Danmarks hidtil største havvindmøllepark – Kriegers Flak Havmøllepark – er nu klar til at sende grøn strøm videre til danskernes stikkontakter.

Danmarks største havvindmøllepark er klar til at levere grøn strømParken vil på sigt kunne levere, hvad der svarer til det årlige elforbrug i ca. 600.000 husstande.

Når lyset er tændt, mobilen lader op og radioen kører, bliver det på mere grøn strøm. Der kommer nemlig mere klimavenlig strøm i ledningerne, nu hvor Vattenfall, der står for etablering og driften af Kriegers Flak Havmøllepark, har etableret en del af parken og fået de nødvendige tilladelser og dermed er klar til at levere vedvarende energi. Kriegers Flak er den største havvindmøllepark i Danmark, og når alle 72 havvindmøller er rejst, vil parken levere 50 pct. mere strøm end den hidtil største havvindmøllepark i Danmark, Horns Rev 3.

”Det er en milepæl for dansk vindenergi, at Krigers Flak som den hidtil største danske havvindmøllepark nu kan bruge Østersøens friske vind til at producere grøn strøm. Grøn energi er afgørende for fremtidens klimaneutrale samfund, og med strømmen fra Kriegers Flaks havvindmøller viser Danmark sig igen som et foregangsland i brugen af vindenergi”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Den første strøm fra Kriegers Flak Havmøllepark forventes leveret til elnettet i slutningen af januar eller i starten af februar 2021. Herefter forventes vindmøllerne løbende koblet til elnettet, indtil hele havvindmølleparken er tilsluttet. Havvindmølleparken skal være fuldt tilsluttet senest 31. december 2021.

Energistyrelsen har meddelt Vattenfall elproduktionstilladelse og udstedt elproduktionsbevilling til Vattenfall for Kriegers Flak Havmøllepark. Tilladelserne til at kunne levere den grønne strøm gælder i 25 år regnet fra nettilslutningstidspunktet, som er det tidspunkt, hvor første kWh leveres til det kollektive elnet fra havvindmølleparken.