To måneder er der gået, siden 3 lancerede sit genbrugskoncept ’Byt til nyt’, som gør det muligt at indlevere gamle mobiler og tablets til genbrug og få et tilskud ved køb af nyt udstyr.
Indtil videre er iPhone 7 den mest indleverede mobil, og 3’s kunder har i gennemsnit fået 960 kr. pr. enhed.
Danskernes skuffer, skabe, loftsrum og kældre bugner af gammel elektronik. For at sende lidt af det tilbage i cirkulation lancerede teleselskabet 3 for to måneder siden ’Byt til nyt’, og det har især været mobilerne, der har fået danskerne til at svinge forbi den lokale 3Butik.
De ti mest indleverede mobiler, som samtidig har stået for knap 50 % af alle indleveringer, var alle iPhones, og øverst på listen ligger iPhone 7, der kom på gaden i 2016.
”Det er en fornøjelse at se, hvor godt kunderne har taget imod konceptet. I de rigtige hænder kan en brugt mobil eller tablet ofte repareres og få nyt liv hos en ny bruger. Og er den helt udtjent, kan materialer som plastic og metaller som minimum genanvendes og indgå i forsyningskæden i en lang række industrier til gavn for miljøet, inden resten af enheden destrueres. Det gør mere gavn end at lade den ligge i skuffen,” siger Frederik Grønlund Scholten, der er Head of Marketing & Proposition hos 3.
Selv om knap halvdelen af alle indleveringer indtil videre har været Apple-mobilerne i top 10, er det en broget skare, 3’s butiksmedarbejdere har taget imod. Hele 134 forskellige modeller er blevet leveret til genbrug, og 3’s kunder har i gennemsnit fået 960 kr. pr. enhed.
Borgerne i Kolding og omegn har været de bedste til at indlevere mobiler. Hele 104 mobiler er nemlig blevet indleveret til 3Butikken i Kolding de seneste to måneder. Til gengæld tager Næstved prisen for flest indleverede mobiler på én gang. Her kom en 3-kunde forbi med 15 gamle mobiler – den ældste fra 1989.
Repareret og genbrugt eller miljøvenlig destruktion
Med ’Byt til nyt’ tager 3 imod alle mobiler og tablets, men det vil påvirke enhedens værdi, hvis den ikke kan tændes eller er låst. De indleverede mobiler og tablets bliver først renset for al data, såsom apps, billeder og beskeder, og dernæst sendt videre til 3’s samarbejdspartner, der er specialiseret i håndtering af brugt elektronik og certificeret efter internationale standarder. De vurderer, om en telefon eller tablet er i god nok stand til at blive repareret og genbrugt. Hvis ikke, bliver alle genanvendelige komponenter sorteret fra, hvorefter de sidste rester bliver miljøvenligt destrueret.
På 3’s hjemmeside kan man besvare en række spørgsmål om enhedens stand og på den måde få oplyst den estimeret værdi på forhånd. Den konkrete vurdering bliver dog foretaget af medarbejderne i 3Butikken. Herefter bliver beløbet fratrukket på abonnementsregningen over de næste 10, 20,30 eller 40 måneder ved køb af en ny mobil eller tablet med abonnement.
Top 10 mest indleverede mobiler
- iPhone 7
- iPhone X
- iPhone 8
- iPhone 6
- iPhone SE (1st generation)
- iPhone Xs
- iPhone 5S
- iPhone XR
- iPhone 7 Plus
- iPhone 8 Plus