Det digitale konsulenthus Forte Advice tager et markant skridt i at indfri sine vækstambitioner.
Opkøb og en fuld integration af det seniortunge it-konsulenthus Ombrello bringer Forte Advice i spil som primær teknologipartner for landets største virksomheder.
100 procent vækst inden for de kommende to år.
Sådan lyder det ambitiøse mål i Forte Advice, og nu tager det digitale konsulenthus et markant skridt for at indfri målet. Det sker med et fuldt opkøb af det danske udviklerhus Ombrello, hvis kunder tæller virksomheder som Vipps MobilePay.
Med opkøbet integrerer Forte Advice hele Ombrellos organisation af erfarne webudviklere i Danmark og Ukraine med stærke kompetencer inden for digitalt strategiarbejde, teknisk rådgivning og implementering af særligt komplekse teknologiske webløsninger.
Den dybe teknologiforståelse på platforme som Sitecore DXP, Umbraco, Optimizely og Sanity er, ifølge direktør i Forte Advice, Jesper Nørding Pedersen, en ideel styrkelse af virksomhedens eksisterende evne til at omsætte kunders platformsstrategier til løsninger, med et udtalt fokus på digital ansvarlighed.
Samtidig cementerer det ambitionen om at skabe et stærkt, internationalt teknologimiljø, der kan tiltrække de skarpeste digitale talenter.
”Vi oplever, at kunder i stigende grad vælger os til på grund af vores tunge strategiske rådgivning på arkitektur og langsigtede samarbejder om udviklingskompetencer. De områder styrker vi med integrationen af Ombrello, hvilket giver et bedre afsæt til at blive primær teknologipartner for landets største virksomheder og rådgive om, hvordan de omstiller den digitale forretning til en cloud-baseret, modulær arkitektur,” siger Jesper Nørding Pedersen.