Prisen på guld har aldrig været højere, og interessen for det ædle metal vokser i hele befolkningen, fortæller dansk guldhandler.
Hos Saxo Bank forventer man, at guldprisen vil sætte ny rekord i 2024.
Har man guld i gemmerne, er det blevet væsentlig mere værd de seneste år, hvor prisen på guld er braget i vejret. Guldprisen har netop ramt sit højeste niveau nogensinde på 14.650 danske kroner per troy ounce – en amerikansk måleenhed svarende til 31,1 gram.
Ifølge råvarestrategichef i Saxo Bank Ole Sloth Hansen er prisen på guldet røget i vejret af flere årsager, og det handler især om forventninger til og spekulationer om fremtiden.
– Prisen på guld har været på vej op i et par år nu på grund af krig og usikkerhed, og det er blevet forstærket på det seneste af, at der på kort tid er blevet opbygget forventninger til, at centralbanken i USA vil sænke rente med 1,25 procentpoint til næste år og at inflationen således er på tilbagetog. Det har fået guldprisen yderligere i vejret, selvom det endnu ikke faktisk er sket, siger Ole Sloth Hansen.
Flere vil investere
Hos landets største guldhandler inden for brugt guld og sølv, NordiskGuld, oplever man et boom i interessen fra de danske forbrugere for at handle med det ædle metal. Derfor lancerer virksomheden en ny hjemmeside til handel med netop investeringsguld.
– Når prisen på guldet stiger, ser vi selvfølgelig flere, der vil sælge guld og få gode penge for det. Samtidig oplever vi en stor interesse for at investere i guldet i stedet for at have pengene stående i banken. Andre steder i verden er det væsentligt mere normalt og derfor også nemmere at investere i guld, men med den efterspørgsel vi mærker lige nu, vil vi gerne gøre det let for alle, fortæller Sander Lerche Rasmussen, der er direktør hos NordiskGuld.
Guldpris vil slå rekord i 2024
At guldet ville sætte rekord i prisniveau i 2023, var en af Saxo Banks vilde forudsigelser for året i udgangen af 2022. Det kommer dog alligevel bag på Ole Sloth Hansen, at han nu igen kan forudsige, at guldet vil sprænge sine prismæssige rammer i 2024.
– Usikkerheden i verden med krig i både Ukraine og Mellemøsten vidner om en defragmenteret verden, hvor centralbankerne i Rusland, Kina, Polen med videre køber guld i rekordtempo for at fjerne deres valutareserver fra dollareksponeringen. Det er bestemt ikke en tendens, jeg ser stoppe i 2024. Samtidig vil økonomisk nedgang holde ved guldet som investeringsobjekt, og prisen ender med at blive endnu højere næste år.