Fra 2024 kan TEC udbyde hele køleteknikeruddannelsen
Hjem ENERGI Fra 2024 kan TEC udbyde hele køleteknikeruddannelsen

Fra 2024 kan TEC udbyde hele køleteknikeruddannelsen

Af Redaktionen

Børne- og undervisningsministeren har i december godkendt TECs ansøgning om at kunne udbyde både grund- og hovedforløb i uddannelsen til køletekniker.

Samtidig har Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) godkendt TEC som skoleoplæringscenter.

Indtil nu har det kun været muligt at uddanne sig til køletekniker på den Jyske Håndværkerskole i Hadsten, mens grundforløb 2 har været udbudt på TEC i Gladsaxe siden 2017. Det har betydet, at eleverne fra TEC har skullet tage deres hovedforløb på Den Jydske Håndværkerskole, hvis de har ønsket at blive køleteknikere. Det har af praktiske og logistiske grunde været medvirkende årsag til, at mange elever har fravalgt at tage hovedforløbet på uddannelsen.

En branche i fokus og vækst med behov for faglært ekspertise

Den aktuelle energikrise og det stigende fokus på miljøvenlige energiformer retter også spotlightet mod faglærte køleteknikeres rolle og kompetencer. Arbejdsmarkedet efterspørger kompetent og relevant faglært arbejdskraft, som kan bidrage til den grønne omstilling, og fra 2024 kan det altså imødekommes med TECs uddannelsestilbud i Gladsaxe.

Det underbygges af COWIs rapport fra 2022: ”Beskæftigelseseffekter i industrien af investeringerne i den grønne omstilling”, hvor beskæftigelsesudviklingen inden for området i perioden 2010 til 2020 viser, at behovet for arbejdskraft steg så meget, at ledigheden i 2020 var helt nede på 1 %. Rapporten opstiller også en fremskrivning frem til 2030, der indikerer rekrutteringsudfordringer af køleteknikere.

Øgede krav om miljøvenlige løsninger og efterlevelse af lovgivning

De miljømæssige udfordringer og behovet for at reducere energiforbruget stiger, og samtidig er der utallige regler og standarder, som virksomheder skal overholde for at leve op til både bæredygtige og miljøvenlige løsninger inden for køleteknologi og energioptimering.

”Det er en branche, hvor den teknologiske udvikling brager igennem, og derfor skal vi også kunne uddanne og ansætte kvalificerede køleteknikere i industrien, som har taget en uddannelse, der giver dem de rette kompetencer. Det kræver ekspertise, når virksomheder søger råd og konkrete løsningsforslag til fx kølesystemer. Derfor er vi også utroligt glade for, at vi nu også på Sjælland kan udbyde køleteknikeruddannelsen,” siger Tue Hækkerup, der er uddannelseschef på TEC for Byggeri og Teknik.

Energiforbruget i bygninger og industrien sætter ekstremt store krav til den teknologiske udvikling af energioptimering og -effektivitet, så både energiforbruget og miljøbelastningen reduceres:

Fra 2024 kan TEC udbyde hele køleteknikeruddannelsen”Virksomheder er forpligtet til at efterleve miljølovgivningen med strenge regler og standarder for at sikre korrekt håndtering og bæredygtige løsninger inden for kølesystemer. Ved at vi nu også kan tilbyde uddannelsen på Sjælland, får de danske virksomheder nogle logistiske fordele, fordi lærlinge kan uddannes to steder i landet. Det er et utroligt komplekst område i forhold til miljøcertificeringer og lovgivning, og det betyder, at virksomheder, der er ISO-certificerede som lærepladser, kan varetage flere, større og varierede opgaver i kølebranchen,” fortæller uddannelsesleder Jan C. I. Pedersen fra TEC.

Stærkt samarbejde om uddannelsen

Styrkelsen af køleteknikeruddannelsen er et ønske fra Dansk Køl & Varme, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne, da det samlede behov ikke kan dækkes alene af Den Jyske Håndværkerskole, og uddannelsens geografiske fordeling på to skoler giver desuden en bedre balance på landsplan. Parallelt med uddannelsens vækst vil der også være behov for at rekruttere flere dygtige faglærere til uddannelsen for at følge med udviklingen.

”Vi samarbejder med Den Jyske Håndværkerskole og Maskinmesterskolen om udviklingen af uddannelsen, fordi det handler om at være på forkant med udviklingen – både inden for teknologien, men også i forhold til lovgivningen og konkrete løsninger i store, komplekse virksomheder. Det er ikke bare i elevernes og virksomhedernes interesse – det er også en kæmpe miljømæssig gevinst for samfundet,” siger Tue Hækkerup.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>