Højslev Tegl opnår bedre trivsel blandt sine medarbejdere med undervisning på arbejdspladsen
Hjem VIRKSOMHED Højslev Tegl opnår bedre trivsel blandt sine medarbejdere med undervisning på arbejdspladsen

Højslev Tegl opnår bedre trivsel blandt sine medarbejdere med undervisning på arbejdspladsen

Af Redaktionen

Ordblindeundervisning skabte gode resultater for arbejdsmiljøet hos Højslev Tegl.

Hvor medarbejdere tidligere skjulte deres ordblindhed, blev det helt legitimt at være åben omkring det.

Skuldrene blev sænket, og fællesskabet blev styrket. Det smittede samtidig positivt af på driften.

I lang tid vidste fabrikschef i Højslev Tegl, Thomas Wøhlk, ikke, at mange af hans medarbejdere var ordblinde. Vigtig info, som fx referat fra et sikkerhedsmøde, blev sendt ud skriftligt, men mange kunne ikke læse det.

Det er uvist, hvor mange ordblinde der er i Danmark. Ordblindeforeningen regner med, at omkring 7-8 % af den danske befolkning er ordblinde, svarende til ca. 400.000 danskere.

Højslev Tegl har ca. 40 medarbejdere, hvor halvdelen er ordblinde. Da fabrikken i sin tid begyndte at arbejde med lean, indebar det blandt andet skriftlige standarder, som medarbejderne skulle forholde sig til.

Højslev Tegl opnår bedre trivsel blandt sine medarbejdere med undervisning på arbejdspladsen

Hos Højslev Tegl er ca. halvdelen af fabrikkens 40 medarbejdere ordblinde. Ved at tilbyde ordblindeundervisning i virksomhedens egne lokale opnåede Højslev Tegl bedre trivsel blandt medarbejderne. Foto: Istock

Det var her, Thomas Wøhlk fik fornemmelsen af, at flere havde svært ved at læse og skrive.

”Dem der normalt havde ja-hatten på, var pludselig mere tilbageholdende. Vi mistænkte, at det kunne være på grund af ordblindhed. Mange af vores medarbejdere er omkring 50 år, og da de i sin tid gik i skole, blev ordblinde anset som dumme. Derfor skjulte mange, at de var ordblinde,” fortæller Thomas Wøhlk.

Undervisningen var til for fabrikken
Højslev Tegl fik sammen med AOF sat gang i et undervisningsforløb, hvor alle medarbejdere først blev screenet for ordblindhed og derefter tilbudt ordblindeundervisning, som foregik ude hos virksomheden selv.

”Jeg gjorde mig mange overvejelser over, hvordan jeg skulle få fortalt, at vi nu ville screene alle medarbejdere. De første ord, jeg skulle bruge, var vigtige. Derfor præsenterede jeg tiltaget, som noget jeg havde brug for, som en hjælp til mig selv, fremfor at sige at de havde et problem. Det blev taget godt imod,” forklarer Thomas Wøhlk og fortsætter:

”Der er jo ikke noget galt med at være ordblind. De fik ordblindeundervisning, fordi jeg og fabrikken havde brug for det. Det har givet gode resultater. De skal ikke længere skjule, at de er ordblinde. Det gik fra at være en udfordring for den enkelte til at være en opgave for fællesskabet. Skuldrene er sænket. Der er kommet større teamspirit og trivsel, og det smitter positivt af på vores drift”.

Essentielt at undervisning foregår hos virksomheden
Mette Mose, underviser hos AOF, var med til at undervise Højslev Tegls medarbejdere. Hun forklarer, at det havde stor betydning, at undervisningen foregik Højslev Tegls egne lokaler.

“I virksomheden er medarbejderne specialister i deres arbejde. Rammerne er kendte, og det kan give flere lyst og mulighed for at komme på undervisningsforløbet. Og så føles undervisningen ikke som skole på samme måde. Det er i stedet mig, der kommer udefra,” forklarer Mette Mose og fortsætter:

”Medarbejderne finder også ud af, at de ikke er alene om at have det svært, og det styrker sammenholdet i hele virksomheden. Det er Højslev Tegl et godt eksempel på”.

Opkvalificering af ens medarbejdere bringer helt generelt mange fordele med sig. De bliver opdateret på viden og får værktøjer, som gør hverdagens gøremål lettere. Det gavner den enkelte og virksomheden.

Det forklarer Bente Nissen, seniorkonsulent i Cabi.

”Medarbejdere, som har deltaget i kompetenceudvikling, får mere selvtillid og mod på nye arbejdsopgaver. Når en virksomhed investerer i sine medarbejdere, viser man, at man gerne vil sine medarbejdere. Det gør det attraktivt for medarbejdere at blive i mange år, og det ruster virksomheden til fremtiden, hvor teknologier og arbejdsgange konstant udvikler sig.”

Gode råd til andre
Bente Nissen understreger, at det er vigtigt, at man som leder er opmærksom på, hvordan man fortæller sine medarbejdere, at de skal på kursus eller have undervisning. Ikke kun hvis de skal have ordblindeundervisning men generelt tilegne sig nye kompetencer.

”Vær opmærksom på usikkerheder, der kan være i forbindelse med kompetenceudvikling. Det kan skabe modstand over for tiltaget. Fortæl i stedet, at du gerne vil dine medarbejdere, og at kompetenceudviklingen er vigtig, fordi det vil gavne virksomheden. Brug for eksempel de kolleger, der allerede har gået vejen. Det kan være med til at afdramatisere og vise mulighederne ved kompetenceudvikling,” forklarer Bente Nissen.

Ifølge Thomas Wøhlk gav det positive tilbagemeldinger i medarbejdertilfredshedsundersøgelsen, at virksomheden investerede i deres medarbejdere. Hans råd til andre er derfor:

  • Tænk over, hvordan I starter op og fortæller det til medarbejderne
  • Find ud af, hvem du skal involvere. Hvem er dine nøglemedarbejdere? Start med dem og lad dem fortælle deres oplevelser videre til kollegerne
  • Kom i gang!

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>