Det er mildt i vejret og det regner meget. De to faktorer kombineret har påvirket el-prisen, der siden nytår har taget et drastisk hop nedad.
Lige inden nytår lå markedsprisen for den fælles nordiske strømpris på 43 euro pr MWH, hvilket ikke er unormalt. Men efter en særdeles regnfuld januar og et kontinuerligt meget mildt vejr, er prisen for andet kvartal 2020 nu faldet til cirka 14 euro. Og det er ganske usædvanligt, lyder det fra afdelingsleder i trading-afdelingen i energikoncernen EWII, Jesper Damtoft:
”I Danmark er vi bundtet sammen med norden, når vi handler el. Det betyder, at de danske energi-priser – altså priserne på elektricitet – er dybt afhængige af, hvor meget vand Norge har i deres vand-reservoirer, og i øjeblikket er der utroligt meget, netop på grund af den megen regn,” forklarer Jesper Damtoft.
Faldet i el-priserne er ekstra markant, fordi det er sket meget hurtigt.
”Det er ikke noget, vi ser tit. Det er meget drastisk,” siger Jesper Damtoft.
Lige nu er det svært at forudsige, hvor markedet er på vej hen:
”Der har været en del sne i Norge, så nu går vi og venter på ”snesmeltningen”. For når det sker, kommer der endnu mere vand og så er det spørgsmål, om Norge overhovedet kan rumme det hele i deres allerede fyldte reservoirs, eller om de er nødt til at lukke sluserne op, og bare hælde det ud,” siger Jesper Damtoft.
Lave el-priser giver besparelser for dansk erhverv
De lave priser på el påvirker også det danske erhvervsliv, fortæller Claus Bøje, afdelingsleder i EWII Energi. Han sælger elektricitet og energirådgivning til større og mindre erhvervskunder, der ofte vælger at låse deres el-pris på et givent tidspunkt og derefter skrive kontrakt for den pris i en længere periode.
”Normalt er der stille på det her tidspunkt af året, fordi kontrakterne som regel bliver handlet i efteråret. Men lige nu har vi meget travlt, fordi der er mange virksomheder, der sender deres kontrakter i udbud og kontakter os for at få de aktuelle priser,” fortæller han. Det handler om kroner og ører – hvis virksomhederne kan låse prisen nu, kan der for nogle være store besparelser at hente.
”Det er ikke noget, som den almindelige privat-forbruger kan mærke på deres regning. Men for større produktionsvirksomheder, der bruger flere millioner kWh om året, betyder el-prisen rigtig meget,” siger Claus Bøje.