NATO vælger dansk softwareløsning til sine landoperationer
Hjem TEKNIK NATO vælger dansk softwareløsning til sine landoperationer

NATO vælger dansk softwareløsning til sine landoperationer

Af Redaktionen

Systematic slog konkurrenterne i stort internationalt udbud og skal nu levere missionskritisk softwareløsning til NATO de næste 12 år.

Den danske softwarevirksomhed Systematic er valgt som leverandør af NATOs nye kommando-kontrol-system til kommunikation, planlægning og koordinering af NATOs landoperationer.

Systematics forsvarsløsning SitaWare Headquarters er valgt på baggrund af en intensiv udbudsfase, hvor flere leverandører fra den globale forsvarsindustri var inviteret til at deltage.

Projektet blev skudt i gang onsdag ved en officiel ceremoni på NATOs Kommunikations- og Informationsagentur, NCI Agencys kontor i Haag, hvor direktøren for NCI Agency Ludwig Decamps og Systematics bestyrelsesformand og ejer Michael Holm deltog.

”Det er på mange måder en kulmination af vores succes inden for forsvarsområdet, hvor vi gennem 39 år har udviklet, testet og udbygget SitaWare i samarbejde med brugerne. At vores løsning fremover skal udgøre det digitale fundament i de vigtige opgaver og missioner, som NATO og koalitionspartnerne udfører, er både et vigtigt strategisk skridt for os og den ultimative hæder. Vi er meget stolte af den anerkendelse, der ligger i NATOs valg af Systematic som leverandør,” sagde Michael Holm efter at have underskrevet aftalen.

Har bevist sit værd hos NATO-lande og Five Eyes alliancen
Kontrakten med NATO løber over 12 år, hvoraf de to år udgør implementerings- og træningsfasen efterfulgt af en 10-årig vedligeholdelsesperiode.

Af invitationen til udbuddet fremgår det, at NATO har ønsket den bedste standardløsning på markedet, som har bevist sin funktionalitet ved større NATO-øvelser eller operationer – og som er kompatibel med gældende NATO-standarder for interoperabilitet.

NATO vælger dansk softwareløsning til sine landoperationer

Store smil hos NATOs Kommunikations- og Informationsagentur i Haag onsdag, hvor repræsentanter fra Systematic, NCI Agency, Allied Command Operations (ACO), Allied Command Transformation (ACT) og den danske militære repræsentation i NATO.

SitaWare er solgt til flere end 50 nationer og har gennem flere år været i brug til understøttelse af NATOs øvelser. I dag anvendes det af 18 NATO-lande og af Five Eyes Alliancen (USA, England, Canada, Australien og New Zealand).

”SitaWare har bevist sin værdi over hele verden og er i dag verdens førende kommando-kontrol-system. Vi er selvfølgelig stolte af at stå bag en dansk eksportsucces, men det, der betyder mest for os, er at vores løsning bidrager til et effektivt NATO-samarbejde og til sikkerheden i Vesten,” siger Michael Holm.

Forbedrer samarbejdet og NATO-styrkers formåen
Kontrakten repræsenterer desuden en milepæl i det langvarige samarbejde mellem Systematic og NATO. Igennem de seneste ti år har Systematics IRIS-applikation været den faktiske standard for militær kommunikation, hvilket har gjort det muligt for nationer at kommunikere mellem egne og koalitionsstyrker.

”Partnerskabet med Systematic vil forbedre NATO-styrkers formåen inden for kampstyring og situationsovervågning. Samtidig forbedrer det interoperabiliteten på tværs af NATOs funktionsområder,” siger Will Leeming, DEMETER Projektleder hos NATOs kommunikations- og informationsagentur, NCI Agency.

Future Land Command and Control (FLC2) System Projektet, som er døbt ‘DEMETER’, inkluderer implementering af softwaren i NATOs kommandostruktur og indledende træningsstøtte.

SitaWare er en effektiv og pålidelig løsning til kommunikation, overblik og koordinering af styrker. Løsningen er en betydelig opgradering af NATOs operationelle kapacitet og vil styrke alliancens evne til at samarbejde, dele informationer og hurtigt træffe kvalificerede beslutninger på tværs af koalitionspartnere.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>