Et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden viser, at pædagoger, der forlader deres job, søger mod arbejdspladser, hvor de går markant ned i løn, og hvor de har en mindre sandsynlighed for at være på sygedagpenge.
Når pædagoger forlader deres job i det offentlige, skifter de til job, hvor de får omkring 1.300 kroner mindre i løn om måneden og går 1 time ned i arbejdstid om ugen. Samtidig falder deres sandsynlighed for at være på sygedagpenge med 10 procentpoint, når de skifter job.
I gennemsnit er 24 procent af alle ansatte pædagoger i det offentlige på sygedagpenge i et givent år, og 14 procent af dem, der skifter job, er på sygedagpenge fire år efter jobskiftet.
Sådan lyder konklusionen i et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden.
”Vores analyse tyder på to forskellige årsager til, at pædagoger, der forlader deres fag i det offentlige, går ned i løn. Den ene er, at de er villige til at gå ned i løn i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre, mens den anden er, at en del af gruppen har sværere ved at finde et alternativt job efter et sygeforløb. Men begge årsager peger på, at det ikke kun er løn, men også arbejdsvilkår, der betyder noget, hvis man vil fastholde eller rekruttere flere pædagoger,” fortæller Jacob Nielsen Arendt, forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden.
I 2023 arbejdede ca. 77.000 uddannede pædagoger som pædagog i det offentlige, mens ca. 33.000 havde andre job, og knap 15.000 ikke var i arbejde.
77 procent af de nyuddannede pædagoger starter med at arbejde som pædagog i det offentlige, men efter 20 år er det faldet til 61 procent.
Pædagogerne læner sig dermed op ad en generel tendens, som forskningsrapporten peger på, nemlig at mange velfærdsmedarbejdere forlader deres job i det offentlige i løbet af deres arbejdsliv og søger mod job med tilsyneladende bedre arbejdsvilkår, hvor lønnen enten er den samme eller lavere, og hvor arbejdstiden er lavere.
Færre på sygedagpenge efter jobskiftet
Selvom pædagogernes sandsynlighed for at være på sygedagpenge stiger i årene op til jobskiftet og falder med 10 procentpoint igen fire år efter jobskiftet, sammenlignet med dem, der bliver i faget, kan forskerne se, at pædagoger, der skifter job, faktisk har mindre sygefravær allerede flere år før jobskiftet end dem, der bliver. Der er altså ikke noget, der tyder på, at dem, der skifter job, er en mere sårbar gruppe.
At arbejdsmiljøet kan spille en rolle for jobskiftet, kan også ses i brugen af psykofarmaka. Forskerne kan nemlig se, at brugen af antidepressiv medicin falder med 0,5 procentpoint fire år efter, at pædagogerne skifter job. I gennemsnit bruger 8,2 procent af pædagogerne antidepressiv medicin, og fire år efter bruger 7,7 procent af dem, der skiftede job, antidepressiv medicin.





