Den globale og førende aktør inden for digital transformation af energistyring og automatisering, Schneider Electric, indtager førstepladsen på prestigefyldt liste over verdens mest bæredygtige virksomheder.
Schneider Electric Danmark har blandt andet smart factory i Ringsted, som bliver CO2-neutral i 2024, når fabrikken kommer på fjernvarmenettet og dermed rammer den første milepæl på vejen mod målet om at blive helt emissionsfri i 2025.
Amerikanske Time Magazine har sammen med den anerkendte datavirksomhed Statista netop udpeget verdens mest bæredygtige virksomheder i 2024. Blandt 500 virksomheder i verden placerer energioptimeringsspecialisten Schneider Electric sig allerøverst på listen.
Time Magazine og Statista har for første gang skabt en helt særlig metode til at måle, hvilke af verdens virksomheder, der er mest bæredygtige. Den baserer sig blandt andet på virksomhedernes klimaforpligtelser, CDP-rangeringer, CSR-rapporteringer og konkrete mål og initiativer. Fælles for Schneider Electric og de andre virksomheder øverst på listen er, at de har tilsluttet sig nogle af de mest respekterede og velrenommerede klimaprogrammer. De førende virksomheder har desuden forankret bæredygtighed i deres forretningsmodeller, hvor Time Magazine og Statista i udvælgelsesprocessen har stillet høje krav til Scope 1- og 2 emissioner og energiforbrug kontra virksomhedernes størrelse.
”Vi er utroligt stolte over at blive anerkendt som verdens mest bæredygtige virksomhed. Udmærkelsen er et bevis på vores urokkelige forpligtigelse til bæredygtighed, der er indlejret i alt, hvad vi gør. Vi tager altid højde for miljø, samfund og ledelse i vores beslutninger og daglige drift. Derfor arbejder vi hårdt mod at skabe endnu større fremskridt med vores bæredygtighedsmål og sikre, at alle bidrager til at skabe en positiv forskel,” siger Peter Herweck, administrerende direktør i Schneider Electric.
Udover Time Magazines udmærkelse er Schneider Electric også for 13. år i træk at finde på det anerkendte Corporate Knights Global 100-indeks, der rangerer virksomheder verden over baseret på deres bæredygtighedsindsats. Schneider Electric er den eneste virksomhed i sin kategori, der har formået at være på listen hvert år siden 2012. I 2021 vandt Schneider Electric førstepladsen som verdens mest bæredygtige virksomhed, og i 2023 blev de kåret som nummer ét i kategorien ”Producent af elektrisk udstyr”.
”Hos Schneider Electric har vi ikke kun sat ambitiøse mål for at reducere egne emissioner for eksempel gennem mål om klimaneutralitet i 2025, men også hjulpet og inspireret vores kunder til at reducere deres emissioner. Gennem vores Impact-program måler vi de mange bæredygtighedsinitiativer og har reduceret vores CO2-udledning på tværs af forsyningskæden. Derfor er vi naturligvis utrolig stolte over at ligge øverst på listen og for 13. år i træk modtage klimakarakteren ’A’ fra CDP,” siger Thomas Träger, Schneider Electrics administrerende direktør i Danmark.