Systematic henter ny CFO Kathrine Stougaard fra Stibo Systems – en profil med stærk finansiel ekspertise fra softwarebranchen.
Softwarevirksomheden Systematic oplever betydelig vækst i alle sine forretningsområder, og har netop ansat Kathrine Stougaard fra Stibo Systems, der medbringer omfattende finansiel ekspertise inden for softwarebranchen.
”Det er essentielt for mig, at finansafdelingen fungerer som en betroet rådgiver for hele forretningen – en forretningspartner, man kan sparre med, og hvor vi kan bidrage med finansielle analyser og best practices og hjælpe med at realisere idéer,” fortæller Kathrine.
Hun har været ansat hos Stibo Systems de sidste 12 år, senest i to år som CFO. Systematics CEO Nikolaj Bramsen ser hende som den helt rigtige til at forsætte virksomhedens udvikling mod mere datadrevne forretningsbeslutninger.
”Det er en kerneværdi i Systematic at give brugerne af vores software de bedste forudsætninger. Uanset om det er generalen på hovedkontoret eller lægen ved operationsbordet, giver vores løsninger dem data og overblik, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Samme tilgang skal vi selvfølgelig også praktisere i vores egen virksomhed. Her spiller finansafdelingen en central rolle,” siger Systematics CEO, Nikolaj Bramsen.
Kathrine har en kandidatgrad i revision og en bachelorgrad (HA) i finans- og skatteret fra Handelshøjskolen i Aarhus. For hende føles karriereskiftet til Systematic helt naturligt, og hun ser frem til at bidrage til Systematics fortsatte globale vækst.
”Systematic er en interessant virksomhed, hvis systemer understøtter vigtige samfundsroller. Det, at virksomheden drives af en ambition om at skabe langsigtede, bæredygtige løsninger, er vigtigt for mig,” siger hun.
Kathrine Ravn Stougaard tiltrådte den 1. december 2024.
Systematic blev grundlagt i 1985 og udvikler software og systemløsninger til kunder i både den offentlige og private sektor. Fælles for Systematics kunder er behovet for at integrere, sammenligne og analysere store mængder af komplekse data og generere et overblik, som gør det muligt at træffe beslutninger baseret på et solidt fundament – ofte i kritiske situationer.
Systematics softwareløsninger anvendes bl.a. inden for forsvar, politi, beredskab, offentlig administration samt sundheds-, forsynings- og uddannelsessektoren.
I dag er virksomheden Danmarks største privatejede softwarefirma med løsninger solgt til kunder i over 50 lande. Mere end 1 million mennesker over hele verden bruger hver dag Systematics løsninger og services.
Systematic har cirka 1.100+ ansatte og hovedsæde i Aarhus. Derudover har virksomheden kontorer i København, Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Sverige, De Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien, Rumænien og USA.