Wash World udvider tilstedeværelsen i det nordjyske og kan om få måneder byde kunder velkommen i sin højteknologiske vaskehal på Loftbrovej i Nørresundby.
Byggeprocessen er godt i gang på Loftbrovej nummer 8, som ligger nordøst for Nørresundby.
Her er Wash World i gang med at etablere sin sjette vaskehal i Nordjylland, der som de øvrige er bygget op omkring intelligent teknologi og fordelagtige abonnementsløsninger.
”Wash World har allerede to lokationer i Aalborg samt en vaskehal i Hjørring, Thisted og Frederikshavn. Her er vi blevet taget rigtig godt imod, så vi har store forventninger til vaskehallen i Nørresundby, der ligger på landevejen mod Vodskov. Vi udvider derfor i et område, hvor de lokale borgere allerede er bekendte med Wash Worlds koncept, og hvor vi har fået mange positive tilbagemeldinger,” siger Martin Olesen, COO i Wash World.
Wash World har de seneste år åbnet flere end 130 vaskehaller i Danmark, Sverige og Norge. Konceptet har vist sig særdeles populært, fordi det fjerner lange køer og den sædvanlige ventetid i forbindelse med bilvask. Det sker, fordi Wash World blandt andet benytter sig af nummerpladegenkendelse, der gør det muligt for medlemmer at køre direkte ind i vaskehallen uden på noget tidspunkt at stige ud af bilen.
Kunder kan vælge imellem en abonnementsløsning med ubegrænset bilvask fra 69 kroner om måneden og enkeltvask fra 39 kroner. I alle tilfælde kan betalingssystemet betjenes fra bilen, ligesom en døgnåben help-desk sidder klar ved telefonen, i tilfælde af at brugerne har akutte spørgsmål.
Wash World forventer at vaskehallen i Nørresundby står klar i løbet af august.