Den globale cybersikkerhedsvirksomhed, Check Point Software Technologies, har netop offentliggjort sin 2024 ransomware-rapport.
Den viser, at antallet af rapporterede ransomware-angreb steg med 11 pct. i 2024 i forhold til året før, hvilket svarer til mere end 5.400 rapporterede ransomwareangreb globalt. Alene i 4. kvartal i 2024 blev der rapporteret 1.857 angreb, hvilket gør kvartalet til det mest aktive til dato.
Rapporten afslører desuden, at selvom myndighederne slog hårdt ned på ransomware-grupper som f.eks. LockBit, blev der etableret 46 nye ransomware-grupper i 2024, hvilket er en stigning på 40 pct. i forhold til året før. Mange af disse grupper udnytter kunstig intelligens til at udføre deres målrettede angreb.
Rapporten fremhæver en bekymrende tendens – nemlig Ransomware-as-a-Service (RaaS), der sænker barrieren markant og gør det nemt for cyberkriminelle at orkestrere angreb. De anvender således mere sofistikerede teknikker og retter deres angreb mod Linux- og VMware ESXi-systemer for at lamme hele infrastrukturer med ét enkelt angreb.
Kritisk infrastruktur under pres
“Danske virksomheder, især inden for sektorer som energi, sundhed og transport, er i stigende grad de cyberkriminelles søgelys, og angreb mod disse sektorer kan have store konsekvenser – ikke kun økonomisk, men også for hele samfundet,” siger Balder Borup, der er Security Engineering Team Leader hos Check Point Software Technologies, og fortsætter:
“I takt med at ransomware-grupper og statslige aktører retter fokus mod samfundskritiske sektorer, er der en øget risiko for alvorlige afbrydelser og forstyrrelser samt lækage af følsomme oplysninger. Aktuelt viser angrebet på Alles Lægehus, hvordan et ransomware-angreb kan have store konsekvenser for den enkelte borger, når dennes følsomme patientdata bliver lækket.”
Udviklingstendenser i 2025
Ifølge 2024 ransomware-rapporten er forventningen, at ransomware-landskabet i 2025 bliver yderligere komplekst og udfordrende. Med det rekordhøje antal hændelser i fjerde kvartal af 2024, vil ransomware-grupperne sandsynligvis intensivere deres aktiviteter ved at gå målrettet efter de sektorer, hvor de kan få det højeste udbytte, og i stigende grad anvende avancerede teknologier som kunstig intelligens til at øge effektiviteten af deres angreb.
Denne udvikling stiller øgede krav til virksomheder og organisationer om at forberede sig på et trusselsbillede i konstant forandring, hvor det digitale forsvar skal være opdateret.
Om Check Point Software Technologies
Check Point Software Technologies (https://www.checkpoint.com) er en af verdens førende leverandører af AI-drevne cloudbaserede cybersikkerhedsplatforme og beskytter mere end 100.000 organisationer på verdensplan. Check Point udnytter kraften fra AI til at forbedre effektiviteten og nøjagtigheden i cybersikkerhed med virksomhedens Infinity Platform, der sikrer proaktiv trusselsforebyggelse og hurtigere responstider med en af branchens førende detektionsrater. Den omfattende platform indeholder teknologi, der er leveret via cloud og består af: Check Point Harmony til sikring af brugernes arbejdsplads; Check Point CloudGuard til sikring af clouds; Check Point Quantum til beskyttelse af netværk og Check Point Infinity Platform Services til sikkerhedsstyring og -tjenester til over 100.000 organisationer i alle størrelser.