Martin Wiggers Erichsen er pr. 1. marts ansat som driftschef (COO) i den hastigt voksende konsulentvirksomhed SD+, som leverer teknisk rådgivning og projektstyring i byggebranchen og står bag nogle af Danmarks største og mest komplekse byggerier.
Siden SD+ blev etableret i 2024 har de opbygget en solid position i byggebranchen med 72 mio. kr. i omsætning allerede i første regnskabsår.
Som en væsentlig del af virksomhedens fortsatte udvikling henter de nu Martin Wiggers Erichsen ind til en nyoprettet stilling som COO.

Martin Wiggers Erichsen
I sin nye stilling skal Martin Wiggers Erichsen stå i spidsen for SD+’s drift og personaleledelse af faglederne med særligt ansvar for at sikre struktur og trivsel i takt med organisationens fortsatte vækst. Samtidig skal han bidrage til SD+’s ambition om at skubbe til normerne i byggebranchen og gøre teknisk projektrådgivning til en naturlig del af de tidlige planlægningsfaser for at sikre, at flere store byggerier overholder budgetter og tidsplaner.
Solid erfaring med driftsstyring og virksomhedsskalering
Martin Wiggers Erichsen kommer senest fra en stilling som COO i Danmarks største anlægsgartner Malmos, hvor han havde ansvar for virksomhedens drift og implementering af en strategi- og vækstplan i forlængelse af, at Malmos blev opkøbt af det kapitalfond-ejede selskab Idverde.
Tidligere var han ansat hos entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen A/S, hvor han arbejdede sig op fra byggeleder til projektchef og havde ansvar for flere markante projekter så som opførelsen af Øster Farimagsgades Skole, ligesom han var involveret i Danmarks største PCB-renovering af Farum Midtpunkt. Derudover har han været produktions- og partnerskabschef i Byggepartnerskabet &os.
Martin Wiggers Erichsen har, foruden en STX-eksamen, en håndværksmæssig uddannelsesbaggrund som tømrer og har siden bygget sin faglige profil op gennem målrettet efteruddannelse, herunder et uddannelsesforløb i byggeri og projektledelse på Entreprenørskolen i Ebeltoft.
“Vi har hentet Martin ind, fordi han besidder præcis den kombination af praktisk byggefaglig erfaring og ledelsesmæssig tyngde, som vi har brug for på dette stadie af vores vækstrejse. Vi har ansvaret for den tekniske projektstyring i nogle af landets største byggerier, hvilket kræver, at vi har styr på huset internt, og Martin ved, hvad der skal til for at skalere organisationen uden at miste vores faglige tyngde og troværdighed,” siger Sebastian Dall, stifter og projektdirektør i SD+.






