Genanvendelse af tomme flasker og dåser mindsker CO2-udledningen.
Dansk Retursystem gør en yderligere indsats for klimaet ved at støtte ’Danmark planter træer’, som Danmarks Naturfredningsforening står bag.
Så er det i morgen, at ’Danmark planter træer’-indsamlingen løber af stablen på TV2. Det er kulminationen på en indsamling, hvor pengene går til plantning af træer rundt om i Danmark. “I Dansk Retursystem støtter vi ’Danmark planter træer’, fordi vi gerne vil være med til at gøre en positiv forskel for klimaet. Hvert eneste træ gør en forskel – ligesom hver enkelt flaske og dåse tæller, når vi hver dag indsamler, sorterer dem og sender dem til genanvendelse, hvorved der spares både CO2 og råstoffer”, siger Hanne Luke, der er kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem.
Dansk Retursystems kerneopgave er i forvejen at holde CO2-udledningen nede ved at genanvende dåser og flasker. At plante træer bidrager yderligere til det, da træer opsamler og lagrer store mængder CO2.
Danmark står sammen
Hele Danmark kan bidrage til ’Danmark planter træer’. Sådan er det også med pantsystemet. Det er hele Danmarks fortjeneste, at vi har et af verdens bedste pantsystemer.
”Det kræver fx 81 % mindre CO2 at genanvende materialerne fra en plastflaske, når der skal laves en ny, i stedet for at bruge nye materialer”, siger Hanne Luke.
I 2018 afleverede danskerne 1,4 mia. flasker og dåser retur. Genanvendelsen af emballagerne betød, at der blev sparet ca. 143.950 tons CO2, i forhold til hvis emballagerne blev produceret af nye råstoffer.