Ved Energistyrelsens netop afsluttede frekvensauktion har teleselskabet 3 sikret sig den største mængde 5G-spektrum på 3,5 GHz-båndet pr. kunde.
3 har købt licenser til både 2100 MHz-, 3,5 GHz- og 26 GHz-frekvensbåndene til en samlet pris på 540 mio. kr. Med 3,5 GHz- og 26 GHz-licensen får 3 mulighed for at udbyde endnu hurtigere 5G, mens en øget mængde 2100 MHz vil forbedre kapaciteten på 3’s nuværende 4G- og 5G-netværk.
Fra juni 2021 kan teleselskabet 3 øge kapaciteten i sit netværk og tilbyde endnu hurtigere 5G, når selskabet får adgang til de 5G-frekvensblokke, det netop har vundet på frekvensauktion afholdt af Energistyrelsen. Energistyrelsen administrerer frekvensbåndene, der bruges til at bygge mobilnetværk, på vegne af staten, og på auktioner byder teleoperatørerne på retten til at benytte frekvensbåndene i en årrække.
De seneste uger har selskaberne budt på frekvensblokke på 1.500 MHz- og 2.100 MHz-båndene, samt dele af 2.300 MHz-, 3,5 GHz- og 26 GHz-båndene, der alle er egnede til 5G. Her vandt teleselskabet 3 2×20 MHz i 2.100 MHz-båndet, 120 MHz i 3,5 GHz-båndet og 1000 MHz i 26 GHz-båndet. 3 betaler 540.525.000 kr. for de nye licenser, der er gyldige til 2042.
”Vi er godt tilfredse med udfaldet af auktionen. På 3,5 GHz-båndet har vi sikret os langt den største mængde 5G-spektrum pr. kunde, men vi har også fået lov at betale dyrt for det. Til gengæld vil det kunne mærkes hos kunderne – de får langt mere plads at boltre sig på, samtidig med at vi har god plads til yderligere vækst. Vi havde desuden en plan om at sikre en god portion spektrum på 26 GHz-båndet, og det er lykkedes. Dermed vil vi i fremtiden kunne tilbyde vores kunder adgang til mmWave-teknologien, der kort sagt er 5G på speed,” siger Morten Christiansen, der er Regional CEO i 3 Group og CEO for 3 i Danmark.
Med købet af de vundne licenser til 2100 MHz og 3,5 GHz følger et krav fra Energistyrelsen om, at 3 skal sikre dækning i flere udvalgte områder i Danmark. Her skal 3 give adgang til hastigheder på mindst 30 Mbit/s download og 3 Mbit/s upload samt taledækning inden 1. februar 2024.
Ved Energistyrelsens forrige frekvensauktion i 2019 købte 3 licenser til 700 og 900 MHz-frekvensbåndene for 485.233.000 kr.