Med høje ambitioner og international vækst styrker BotXO nu bestyrelsen med tre profiler, der kommer med mangeårig erfaring fra hhv.

Henrik Fabrin (CEO) and Darío Rodríguez (CTO)
Trustpilot, Templafy og Egmont.
Den danske scaleup-virksomhed BotXO, der har skabt en unik platform for Conversational AI, Machine Learning og Natural Language Understanding (NLU), styrker nu bestyrelsen med tre tunge profiler. Det sker som led i virksomhedens internationale vækstplaner, der også blev understøttet i efteråret 2020, da Seed Capital og Vækstfonden tilførte i alt 29 mio. kr.
De tre nye bestyrelsesmedlemmer er:
Jesper Lindhardt, som bliver ny bestyrelsesformand og afløser Thomas Black-Petersen. Jesper Lindhardt har som tidligere Chief Commercial Officer gennem syv år i Trustpilot været med på virksomhedens rejse fra 15 til 600 medarbejdere frem mod status som Unicorn. Han har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med at løfte danske softwarevirksomheder ud i verden.
Jesper Theill-Eriksen, der er CEO i den danske vækstvirksomhed Templafy. I marts 2021 strøg Templafy direkte ind på Financial Times’ årlige liste over de 1000 hurtigst voksende virksomheder i Europa. Med en plads på listen som nr. 122, er virksomheden Danmarks hurtigst voksende.
Carsten Pingel, der er digital strateg med dyb faglig viden inden for e-commerce. Han er tidligere Head of International Ecommerce i Egmontkoncernen gennem ni år, hvor han skabte en e-commerce forretningsenhed, der nåede en omsætning på flere mia. kr.
CEO og medstifter i BotXO, Henrik Fabrin, ser meget frem til at arbejde med den nye bestyrelse: “BotXO er en virksomhed med kæmpe ambitioner – intet mindre – så det handler om at samle de bedste kompetencer og talenter på samtlige poster i virksomheden. Derfor glæder det mig meget, at vi har fået så kompetente profiler ind med dyb erfaring fra e-commerce, skalering af B2B-virksomheder, SaaS-forretningsmodellen, internationalisering og finansiering. Samtidig skal der lyder en stor tak til den afgående bestyrelsesformand Thomas Black-Petersen, der har været med som Angel-investor siden 2017 og har haft en afgørende rolle i at føre BotXO frem til vores nuværende position.”
Jesper Lindhardt supplerer: “Som bestyrelsesformand vil jeg med min erfaring dels fra Trustpilot og dels andre operationelle roller og bestyrelsesposter kunne udfordre og guide management-teamet. Jeg har gennem min karriere arbejdet tæt sammen med founder-teams på deres vækstrejse, og jeg glæder mig til at gøre det samme i BotXO.”
Jesper Theill-Eriksen: “Det vigtigste i et velfungerende bestyrelsesarbejde er et godt match på det personlige plan, og det er der med BotXO’s grundlæggere. Med min baggrund fra både tele- og softwarebrancherne har jeg et dybdegående kendskab til abonnementsbaseret forretning og SaaS. Jeg forventer endvidere at kunne bidrage med organisationsopbygning og -udvikling, internationalisering og finansiering. Det er områder, som Templafy har været igennem,” lyder det fra New York, hvor Jesper Theill-Eriksen arbejder.
Bestyrelsesveteran Lars Brammer og partner i Seed Capital, Peter Egehoved, fortsætter begge i bestyrelsen.