Bolt har i anledning af den populære gadefestival Distortion i København valgt at indføre såkaldte no-go zoner, der forhindrer kørsel og parkering i relevante bydele, de dage, hvor der afholdes gadefest.
Samtidig stopper Bolt af sikkerhedsmæssige årsager med udlejning af elløbehjul om natten under festivalen.
Distortion-festivalen løber af stablen fra i dag og helt frem til den 5. juni, og vil traditionen tro blive et tilløbsstykke blandt unge og byde på gadefester i de københavnske bykvarterer.
Alkohol, trængsel og elløbehjul er dog ikke den bedste kombination. Og derfor har Bolt valgt at indføre såkaldte no-go zoner, der forhindre brugere i at køre og parkere Bolts elløbehjul i de bydele, hvor der er fest. Det drejer sig om hhv. Vesterbro, Langebro/Inderhavnen, Vesterbrogade/Rådhuspladsen og Reffen.
Bolt lukker i perioden samtidig ned for udlejning af elløbehjul om natten fra 00.00 – 05.00, for at forebygge alkoholpåvirkede-kørsler og i værste fald ulykker.
“Sikkerhed er en topprioritet for Bolt, og vi synes ikke, at elløbehjul og gadefester er foreneligt. Vi har derfor valgt at tage en række sikkerhedshensyn og -forbehold, der samtidig giver mere plads til, at gæster og de mange arrangører kan få en god oplevelse. Vi ønsker alle en rigtig god festival”, siger Alexander Liljeblad, chef for Bolts elløbehjuls-service i Danmark.
Bolts elløbehjul vil fortsat være tilgængelige i de områder af byen, hvor der ikke er gadefest.