Aktiernes styrtdyk påvirker også pædagogernes opsparing.
Men det er for tidligt at bekymre sig. Pædagogernes Pension tager højde for store udsving, når investeringerne planlægges og føres ud i livet.
De seneste ugers hastige, globale udbredelse af coronavirussen har ført til stor uro på finansmarkederne. Aktierne er faldet ganske markant siden den 19. februar, hvor de ellers lå i top. I samme periode er de mere sikre obligationer steget i kurs, men alligevel har det samlet set haft en negativ indvirkning på pædagogernes pensionsopsparing.
Bør pædagogerne være bekymrede for deres pensionsopsparing?
Nej. Pædagogernes Pension investerer langsigtet, og det betyder, at der generelt kan ske betydelige udsving på aktiemarkederne, uden at det får store konsekvenser for medlemmernes opsparinger på længere sigt. Det gælder særligt for de unge, fordi de har mange år til at indhente perioder med tab. De ældre medlemmer har kortere tid til pension, men deres opsparing er investeret mere forsigtigt, og de er derfor ikke så udsatte for fald på aktiemarkederne.
Forventning om kortvarigt tilbageslag i økonomien
Selvom det ser sort ud lige nu på aktiemarkedet, så er det for tidligt at sige noget om, hvordan det kommer til at gå for medlemmernes opsparing i år. I Pædagogernes Pension forventer vi, at de omfattende foranstaltninger som følge af coronavirus (rejserestriktioner, skolelukninger osv.) vil være midlertidige, og at tilbageslaget i den globale økonomi vil være kortvarigt på trods af, at det er alvorligt. Der er derfor en god mulighed for, at den globale økonomi kommer relativt hurtigt tilbage på sporet understøttet af økonomiske hjælpepakker. Det taler for, at den store frygt, som er i aktiemarkedet i øjeblikket, forsvinder igen.
Vi følger naturligvis udviklingen meget tæt og tilpasser løbende investeringerne, så porteføljen fortsat er robust.