Danish Agros digitale mantra – tænk stort, start småt

Danish Agro er nået langt med sin digitaliseringsstrategi, der blev lanceret i 2018, hvor digitale værktøjer til landbruget blev gjort til et strategisk fokusområde for koncernen.

Danish Agros digitale mantra – tænk stort, start småt 1Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, er tilfreds med de værktøjer, der allerede nu hjælper landmændene, og ser frem til at tilbyde endnu flere i de kommende år.

– Vores strategi er bygget op omkring et mantra – tænk stort, start småt. Vi har været meget fokuseret på at indgå samarbejde og investere i virksomheder, der har løsninger, som giver en umiddelbar værdi på bedriften samtidig med, at der er et uforløst større potentiale, der kan arbejdes videre med, siger han, og fortsætter:

– Her er vores investering i FieldSense et rigtig godt eksempel.

– FieldSense-vejrstationer har været en stor succes, og i dag står der 1.000 vejrstationer på landmændenes marker i Danmark. Det giver landmanden stor vejrmæssig indsigt, samtidig med at vejrdataene sammenholdt med satellitbilleder i FieldSense-platformen er med til at sikre udarbejdelse af endnu mere værdifulde tildelingskort til præcisionslandbrug. Vejrstationerne er nu også godt på vej ind på vores øvrige markeder i for eksempel Sverige, Finland og Estland, siger han.

Det er den samme tankegang, der ligger bag Danish Agros investering i Grainit, der via en app gør lagerstyring af afgrøder, gødning, planteværn, foder, m.v. nem og intuitiv for landmanden. App’en har gennem de senere år vundet indpas blandt danske landmænd, og i høsten 2019 blev ca. 600.000 tons afgrøder lagerstyret via Grainit.

– Grainit, som vi har haft et strategisk samarbejde med i nogle år, er et stærkt værktøj for landmanden, der ønsker et nemt og intuitivt overblik over sin bedrift. Og app’en har i høsten 2019 bevist sit værd. Som ny medejer ser vi store muligheder i at være med til at videreudvikle Grainit samt at tilbyde den til endnu flere landmænd, siger Henning Haahr.

Og som det nye skud på stammen vil Danish Agro i 2020 tilbyde danske landmand en langt mere præcis analyse af hans marker gennem samarbejdet med det Canadiske firma SoilOptix.

– FieldSense, Grainit og SoilOptix er tre gode eksempler på digitale værktøjer, der indenfor hvert deres område giver værdi på bedriften. Baseret på erfaringer i praksis og videreudvikling af produkterne og relaterede services er det vores mål, at de enkelte værktøjer skal kunne skabe endnu større værdi ved at kunne understøtte hinanden i Danmark og i vores internationale markeder, siger han.