Danske virksomheder er de mindst digitaliserede i Europa.
Det viser en ny global undersøgelse fra Dell Technologies, der kortlægger, hvor langt virksomheder og offentlige organisationer er med digitaliseringen. Til sammenligning er det de tyrkiske virksomheder, der topper listen som de mest digitaliserede. Undersøgelsen er lavet på baggrund af svar fra 4.600 ledere i mellemstore og store virksomheder fra 42 forskellige lande – herunder Danmark.
Til trods for at Danmark ofte bliver anset som et samfund, der omfavner ny teknologi, viser undersøgelsen, at det ikke er tilfældet, når det drejer sig om digitalisering af virksomheder. Undersøgelsen giver de danske virksomheder en score på kun 38 ud af 100, hvilket placerer Danmark på en sidsteplads – hvorimod Tyrkiet, der er topscorer i Europa, rammer 51.
“Næstefter Tyrkiet finder vi Portugal, Italien, Spanien og Polen i toppen af listen. Det indikerer, at et lands velstand ikke nødvendigvis hænger sammen med, hvor langt virksomhederne er med digital transformation,” påpeger Christian Riise, kommunikations- og marketingdirektør hos Dell Technologies Danmark og fortsætter:
“Det er med en vis bekymring, at vi må konstatere, at danske virksomheder er langt bagud i forhold til vores europæiske naboer, når det handler om digital transformation. Virksomhederne har brug for at blive mere digitale, hvis de fortsat skal kunne konkurrere med de lande, hvor lønnen fx er en afgørende konkurrenceparameter.”
Tror på en ketchup-effekt
I undersøgelsen bliver virksomhederne delt op i fem kategorier: Digitale efternølere, digitale efterfølgere, digitale evaluatorer, digitale adaptere og digitale frontløbere. Her viser tallene, at kun 1 procent af danske virksomheder er digitale frontløbere, hvilket er noget under det europæiske gennemsnit på 4,4 procent.
“Til trods for at der er ganske få digitale frontløbere blandt de danske virksomheder, kan vi se i undersøgelsen, at der er en stor gruppe af virksomheder, der er digitale evaluatorer og adaptere. De står over for at tage næste skridt på deres digitale rejse. Derfor er vi også ret sikre på, at vi vil opleve en “ketchup-effekt”, når de mange virksomheder ser de positive resultater og “best practice”-cases fra andre virksomheders digitale transformationsrejse,” siger Christian Riise.
Christian Riise påpeger dog også, at man ikke skal male fanden på væggen alt for hurtigt: “Det er vigtigt at pointere, at undersøgelsen er en selvevaluering, og at kulturelle forskelle måske kan betyde, at danske virksomhedsledere er mere ydmyge i vurderingen af dem selv i forhold til andre nationaliteter.”
Stort potentiale for digital transformation
Undersøgelsen kortlægger også, hvad virksomhedslederne forventer at få ud af digital transformation. Her svarer over halvdelen (54 procent) af de danske virksomhedsledere, at en succesfuld digital transformation kan øge deres virksomheds produktivitet. Desuden svarer 49 procent, at det vil give dem en bedre kundefastholdelse.
“Tallene viser, at de danske virksomheder godt er klar over, at der er klare fordele ved digital transformation. Faktisk viser undersøgelsen jo også, at næsten halvdelen af virksomhedslederne mener, at en succesfuld digital transformation kan give virksomheden et større overskud,” afslutter Christian Riise.