Danskerne er imod omstridt handelsaftale

EU er lige nu ved at indgå en ny stor handelsaftale med Brasilien og de såkaldte MERCOSUR-lande, som udover førnævnte Brasilien tæller Argentina, Paraguay og Uruguay.

Danskerne er imod omstridt handelsaftale

En nyligt offentliggjort undersøgelse lavet af YouGov for Regnskogfondet Norge viser, at danskerne er imod denne aftale, så længe der foregår voldsom afskovning i Amazonas.

Hele 73,3 procent af de adspurgte er enige i, at Danmark bør kræve et stop i skovhugsten i Amazonas, før handelsaftalen med MERCOSUR-landene kan godkendes i Danmark – også selvom dette er ensbetydende med mindre eksport.

Regnskoven er voldsomt truet. Rydningen af Amazonas-regnskoven er steget drastisk under præsident Jair Bolsonaro og er nu på det højeste niveau i 12 år. Derfor kan det være ude med Amazonas inden for en kort årrække. En handelsaftale vil på nuværende tidspunkt både kunne ses som en belønning af Bolsonaros politik og samtidig øge afskovningen yderligere, eksempelvis vil aftalen medføre en stigning i import af oksekød til EU, der vil øge afskovningen i Amazonas med 25 %.

12 lande indgår i undersøgelsen, der blev offentliggjort den 11. februar, og Danmark lægger sig tæt op ad det samlede resultat, der viser at i gennemsnittet er 75 procent enige i, at aftalen ikke skal indgås. Mest modstand møder aftalen i Portugal, hvor hele 85 procent af de adspurgte er imod at indgå aftalen så længe afskovningen i Brasilien fortsætter.

Der er altså stor enighed blandt hele den europæiske befolkning om at øget handel ikke må skabe øget afskovning, og at vi slet ikke bør indgå aftalen med et land, der er i fuld gang med at ødelægge verdens største regnskov. Det bør alle nationale politikere samt EU-Parlamentet tage med i deres overvejelser.

Undersøgelsen er lavet af YouGov analyseinstituttet for Regnskogsfondet Norge. Den er baseret på 12.073 CAWI-interviews i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Frankrig, Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Tyskland, England og Østrig. Respondenterne er alle +18 og blev interviewet i perioden 12-21 januar 2021.