De populære Mira-bøger bliver til ny stor spillefilm for hele familien
Hjem EFTER ARBEJDE De populære Mira-bøger bliver til ny stor spillefilm for hele familien

De populære Mira-bøger bliver til ny stor spillefilm for hele familien

Af Redaktionen

Publikum kan glæde sig til at møde Mira og hendes venner Naja og Louis i filmatiseringen af bestsellerbøgerne Mira af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi om “tweenageren” Mira og hendes fantastiske verden.

Filmen instrueres af spillefilmsdebutanten Marie Limkilde, og manuskriptet er skrevet af Ida Åkerstrøm Knudsen. Filmen har premiere den 12. december 2025.

Produktionsselskabet Toolbox Film og Scanbox Entertainment kan i dag offentliggøre familiefilmen MIRA – en varm, sjov og rørende film om venskab, forelskelse, jalousi og alt det der hører med til at være barn og teenager.

Filmen er frit baseret på de ultrapopulære Mira-bøger, der til dags dato er solgt i over 80.000 eksemplarer og er udkommet i 15 lande.

MIRA har netop afsluttet optagelser på Christianshavn og har biografpremiere den 12. december 2025.

Handlingen

De populære Mira-bøger bliver til ny stor spillefilm for hele familien12-årige Mira elsker at lave skraldefigurer og bruger timevis i klubbens krearum sammen med sine bedste venner, Naja og Louis. Men alt ændrer sig, da Naja bliver veninder med den nye, smarte pige i klassen. Pludselig føler Mira sig udenfor og begynder at tvivle på, om hun stadig kan være den samme, når alt omkring hende forandrer sig. Skal hun droppe sin skraldefigursudstilling og i stedet prøve at være mere som de andre piger, der snakker om kærlighed og forelskelser?

Fast besluttet på at genvinde Najas venskab sætter Mira alt ind på at blive optaget i pigernes eksklusive “kærlighedsklub” – en klub, hvor man kun kan være med, hvis man har prøvet at være forelsket. Men hvad gør man, når man aldrig har været forelsket og bare ikke kan finde ud af at blive det, uanset hvor meget man prøver?

Mira-universet

MIRA er baseret på bestseller-bøgerne skrevet af Sabine Lemire og illustreret af Rasmus Bregnhøi og udgivet af Gyldendal i samarbejde med Gyldendal Group Agency.

Mira-bøgerne præsenterer en farverig og fantasifuld verden, hvor man følger den nysgerrige og modige pige, Mira, som i hver bog begiver sig ud på et nyt eventyr. Serien kombinerer humor, fantasi og de udfordringer, der er i livet for børn og teenagere. Med sine unikke illustrationer og fantasifulde fortællinger inviterer Mira-bøgerne børn til at udforske deres egen kreativitet og nysgerrighed i et univers, hvor alt er muligt, og hvor venskaber og mod er nøglen til at overvinde selv de største udfordringer.

Den første Mira-bog blev udgivet i 2017, og til dags dato er der udgivet ni bøger i Mira-serien. Foruden bøgerne er der skabt et helt univers af kreabøger, letlæsningsbøger og meget mere.

Nye talenter foran og bag kameraet

Udover et talentfuldt hold af børneskuespillere, der gør deres debut foran kameraet, får Marie Limkilde ligeledes sin debut som spillefilmsinstruktør med MIRA. Marie Limkilde er uddannet fra Filmskolen i 2017 med afgangsfilmen Alting har en Begyndelse. Derfra har hun været en del af både Anna Emma Haudals tv-serie Doggystyle (2018-2019) og spillefilm Venuseffekten (2021), og så har hun ikke mindst instrueret to sæsoner af DR’s tv-serie Akavet (2020), som netop handler om at være teenager med alt, hvad det indebærer.

Manuskriptet er skrevet af Ida Åkerstrøm Knudsen, som står bag hele to Ekko Shortlist-prisvindere, kortfilmene The Boy in the Ocean (2019) og Babylebbe (2021). Ida Åkerstrøm Knudsen dimitterede fra Filmskolen i 2021 med afgangsfilmen Adjø.

På produktionen er erfarne kræfter som fotograf Linda Wassberg, som senest har arbejdet på Viften (2023) og har tv-serier som Herrens Veje (2015-2017) og Arvingerne (2017) samt spillefilmen Dræberne fra Nibe (2017) bag sig. I 2021 vandt hun den prestigefyldte Sven Nykvist Cinematography Award for den finske film Tove. Thomas Bremer, der lige nu er aktuel med den anmelderroste succes-serie Ungeren (2024) på DR, er Production designer på MIRA, og Laura Skiöld Østerud er klipper.

Komponist Josefine Skov, som har komponeret musik til både Viaplays Friheden (2020-2021) samt episoder af Far (2020) på DR3, skal skabe musikken til MIRA, og den norske illustrator Inga Sætre, som stod bag de animerede indslag i den populære film Ninjababy (2021), skal sørge for finurlige og illustrative designs og animationer.

MIRA produceres af Toolbox Film ved producerne Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen med støtte fra Det Danske Filminstitut ved konsulent Kirstine Vinderskov, FilmFyn og DR. Filmen distribueres af Scanbox Entertainment.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>