Når det handler om digitale ambitioner, kan det offentlige meget vel være ved at overhale det private erhvervsliv.
Bl.a. forventer 91% af den offentlige sektor, at de vil bruge kunstig intelligens om bare tre år.
Rambølls årlige rapport, IT i Praksis, viser med al tydelighed, at der er sat turbo på de digitale ambitioner i det offentlige.
Allerede i dag benytter 89% data- og procesautomatisering (RPA) i det offentlige, hvilket langt overstiger den private sektor, hvor det kun benyttes af 59%. Men også teknologier som øger cybersikkerheden (73%) og cloud-løsninger (87%) bliver i høj grad brugt i det offentlige i dag.
Det område, som det offentlige for alvor vil rykke på, er dog inden for AI og machine learning (ML). I dag benyttes af det af hver 3. offentlige myndighed, men i 2023 forventer 91% at benytte disse teknologier.
”Det offentlige har for alvor taget løbeskoene på, og har tydelige ambitioner om at tage førertrøjen i det digitale kapløb. Lykkedes ambitionen, vil det være fantastisk, for så står vi med en mere effektiv offentlig sektor, der kan bruge mere tid på borgere og virksomheder, og mindre tid på rapporter og skrivebordsarbejde,” udtaler Simon Svarrer, adm. direktør i Schultz og formand for IT-Branchens udvalg for offentlig digitalisering.
Måske mangler det offentlige alligevel modet
Trods de positive tal fra IT i Praksis, kan der ifølge Simon Svarrer alligevel være langt fra ambition til handling.
”Bare fordi man har taget løbeskoene på, vinder man ikke, hvis man ikke også er klar i startboksen. Så det er vigtigt, at det offentlige kommer op af sofaen, og rent faktisk får rykket sig, hvis vi skal se en reel forandring i det offentlige.”
Det offentlige er nemlig ofte gode til at implementere pilotforsøg og afprøve mange forskellige teknologier af i det små, men får alt for sjældent udnyttet de gode resultater til mere brede teknologiimplementeringer.
”Når det handler om at skalere fra pilot til fuld udrulning, så mangler det offentlige ofte værktøjer og modet til at tage de afgørende skridt. Derfor får vi alt for sjældent indfriet de kæmpe muligheder, der ligger i at digitalisere den offentlige sektor. Skal vi indfri potentialet, skal vi selvfølgelig have handling og ressourcer bag ambitionerne,” siger Simon Svarrer og fortsætter:
”Lige nu har regeringen alle muligheder for at leve op til statsministerens digitale ambitioner ved sin åbningstale ved at fjerne krav om besparelse på it-konsulenter i det offentlige og samtidig skabe en ambitiøs digitaliseringsstrategi frem mod 2025 med den nødvendige finansiering bag. Så lad os komme i gang.”
Hvis det offentlige for alvor skal indfri potentialet i de nye teknologier som AI og machine learning – og rent faktisk løbe fra dansk erhvervsliv, kræver det blandt andet, at de offentlige myndigheder stopper med at se på teknologierne som nye og umodne. Som noget der lige skal testes først.
For der er tale om modne teknologier, der kan og skal anvendes i driften. Først når man får det mindset, kommer det offentlige i mål med ambitionen om at nytænke det offentlige ved hjælp af teknologi.
McKinsey vurderer f.eks. i en analyse af den svenske sundhedssektor, at systematisk anvendelse af digitale løsninger, som allerede er tilgængelig i dag, kan medføre besparelser i sundhedsudgifterne på op til 25 pct.