God omtale i medier og TV er guld værd for iværksættere, der drømmer om at få deres produkter og løsninger ud til forbrugerne, men har man ikke forberedt sin virksomheds website til de mange, nye besøgende, som omtalen kan give, kan drømmen hurtigt blive til et mareridt
Det er enhver startups eller iværksætters drøm at komme på forsiden eller i fjernsynet med sin nye idé eller virksomhed.
PR-værdien kan være uvurderlig, men har man ikke forberedt sin virksomheds website til de mange besøgende, kan det hurtigt koste dyrt i tabte indtægter. Hos danske ScanNet, som ejes af team.blue, der er en af Europas førende virksomheder indenfor hostingløsninger, råder de derfor virksomheder til at sikre sig, at hjemmesiden er klar til den pludselige vækst, der kan komme i kølvandet på en TV-optræden i bedste sendetid:
“De fleste hjemmesider er faktisk gearet til at tage meget trafik, men problemerne opstår, når alt for mange besøger websitet på samme tid. Det ser vi fx, når iværksættere optræder i Løvens Hule, og det pludseligt vælter ind med besøgende og kunder i webshoppen,” forklarer Henrik Hedegaard, der er hostingekspert hos team.blue og fortsætter: “Det er derfor alfa omega, at man får en IT-løsning, der kan klare den uforudsete vækst, så man kan høste værdien af omtalen.”
Benzin på bålet
Hostingeksperten fortæller desuden, at mange virksomheder – forståeligt nok – prøver at få den maximale værdi ud af omtalen. Derfor benytter de ofte lejligheden til parallelt at promovere tilbud, køre en SoMe-kampagne eller udsende et nyhedsbrev i forbindelse med omtalen, men det er at hælde benzin på bålet, hvis man ikke har forberedt hjemmesiden til trafikken:
“Hvis man i forvejen har en hårdtprøvet website eller webshop, så kan det være dødsstødet også at få besøgende ind fra kampagner og nyhedsbreve. Det er den her dobbelte effekt, der kan bidrage til at gøre hjemmesiden endnu langsommere eller i værste fald få den til at gå helt i stå,” udtaler Henrik Hedegaard og tilføjer: “Faktisk oplever vi også de her problemer med mere etablerede virksomheder, som ikke har forberedt deres websites til brandudsalg eller store kampagner.”
Der er heldigvis hjælp at hente, hvis man gerne vil undgå at stå med IT-nedbrud eller en langsom hjemmeside efter det TV-indslag, som man har arbejdet så hårdt for at få i hus, men det kræver, at man forbereder virksomheden inden succesen.
“Det er relativt simpelt at øge din websites kapacitet, men man kan nå at miste mange ordrer, hvis man først opdager problemet i ellevte time. Så er det, at kunderne måske allerede er på vej væk igen, fordi de ikke gider vente på en langsom hjemmeside, når de køber online. Og så risikerer man jo, at de smutter over til konkurrenten,” siger Henrik Hedegaard.
team.blue, der blandt andet står bag ScanNet, har specialiseret sig i netop hosting-løsninger og arbejder hver dag med at finde de rigtige IT-løsninger til danske virksomheder i alle størrelser.