Computergiganten HP præsenterer i dag resultaterne fra en ny undersøgelse om danske kontoransattes tilgang til IT-sikkerhed.
Undersøgelsen viser, at studerende med studiejob udviser en væsentlig mere risikabel og usikker digital adfærd end deres fuldtidsansatte kollegaer.
De studerende er blandt andet dobbelt så tilbøjelig til at udskyde sikkerhedsopdateringer og 42% opdaterer aldrig eller sjældent deres password.
Studerende udgør i stigende grad en vigtig ressource for danske virksomheder, hvor de i mange tilfælde indgår i den daglige drift. Det har særligt været tilfældet ovenpå coronapandemien og nedlukningerne, hvor mange har fået adgang til vigtige data og kritiske systemer hjemmefra for at kunne løse deres arbejdsopgaver. Hele to ud af tre (65%) af de studerende er enten først begyndt at arbejde hjemme ifm. Covid-19 eller har arbejdet mere hjemme end før pandemien.
”Studerende, som ellers er vokset op i en digitaliseret verden, har en tendens til at udvise en mere risikovillig digital adfærd. Det udgør en overset bagdør i virksomhedernes digitale forsvar. Et oplagt mål for hackere – især med tanke på de studerende, der har arbejdet hjemme og haft adgang til kritiske data og systemer. Det er derfor vigtigt, at virksomheder i langt højere grad sørger for at have de rette sikkerhedsløsninger på deres IT-enheder for at sikre, at selv usikker digital adfærd ikke bliver udnyttet,” siger adm. direktør Peter Møller Kristensen hos HP Danmark.
Danskerne sidst til at opdatere i Norden
Undersøgelsen, som er foretaget af dataleverandøren Norstats på vegne af HP, viser, at to ud af tre af alle de adspurgte kontoransatte sætter deres lid til antivirusprogrammer og generel forsigtighed med at trykke på links, når det kommer til deres IT-sikkerhed. Ca. halvdelen ændrer deres passwords kvartalsvis, mens kun 8% gør det månedligt eller oftere, og ca. hver femte (17%) i undersøgelsen gør det aldrig.
Sverige og Norge har også foretaget en lignende undersøgelse, og de nordiske tal viser, at svenskerne generelt er mere forsigtige, når det kommer til deres it-sikkerhed sammenlignet med danskerne og nordmændene. I Danmark er vi mere tilbøjelig til at udsætte sikkerhedsopdateringer end vores nordiske naboer. Over halvdelen af os (54%) udsætter sikkerhedsopdateringer ofte eller nogle gange sammenlignet med 38% i Sverige og kun 26% i Norge.