En nyere undersøgelse foretaget af Wilke for Call me viser, at 82 % af alle danskere oplever, at tonen er blevet skærpet i Danmark inden for de seneste fem år.
Konsekvensen er, at vi hver især trækker os fra diskussioner og bliver mindre udadvendte. Det er et problem for den enkelte, men også for samfundet og den demokratiske samtale, når omgangstonen og debatkulturen bliver rå og uforsonlig.
”Hos Call me har vi haft fokus på denne fælles udfordring i de seneste syv år, siden vi første gang valgte at bruge vores kommunikationskanaler og markedsføringsressourcer på kampagnen ’Tal ordentligt.’ Har det så hjulpet? Det er svært at afgøre – men alle undersøgelser viser i hvert fald, at emnet stadig er yderst relevant”, siger Sofie Heilskov, Brand Activation Manager i Call Me.
Mange ofre, ingen skyldige
Især på de sociale medier er retorikken blevet hård – når vi diskuterer i alenlange kommentarspor, der fyldes med verbale granater, sendt afsted i ly af computerskærmen. I en undersøgelse tilbage fra 2012 svarede kun 11 pct. af danskerne, at de oplevede, at der var en hård tone på de sociale medier. I december 2018 var andelen vokset dramatisk til 77 pct.
Samtidig svarede 91 pct. af de adspurgte i den nye undersøgelse benægtende til, at de selv skulle have overfuset nogen online.
Den er altså tydeligvis gal med tonen i det offentlige rum, især på de sociale medier. Og vores selvopfattelse er åbenbart også helt skæv, eftersom stort set ingen mener, at de selv har et medansvar for forråelsen.
Min skole – min ven
Så hvor går det galt, og hvad er vejen frem? Er det os voksne – som ikke er vokset op med sociale medier – der er de værste? Og er det for sent at lære os, hvordan man holder en god tone online? Forhåbentlig ikke, men det giver mening at bruge kræfterne på den næste generation.
Hos Call me har vi i de senere år samarbejdet med bl.a. Red Barnet på at udvikle aktiviteter, der handler om at holde en god tone og sige fra i forhold til mobning.
Fredag 1. marts er landsdækkende trivselsdag på de danske folekskoler. I den andledning tilbyder Red Barnet og Call me for fjerde år i træk den gratis aktivitetspakke ’Min skole – min ven’, som indeholder samtaleoplæg, film og andet materiale, der lægger op til en konstruktiv diskussion om, hvordan vi taler bedre sammen og bliver mere åbne og inkluderende i forhold til vores klassekammerater.
Sidste år deltog næsten halvdelen af alle landets folkeskoler i ’Min skole – Min ven’, og forhåbentlig bliver opbakningen endnu større i år.
”Der er brug for, at så mange som muligt sætter dette tema på dagsordenen. For hvis ikke vi voksne kan ændre adfærd, så må vi håbe, at vores børn kan gøre det bedre. Det tror vi på. For det koster jo ikke noget at tale ordentligt – men det har mange omkostninger, når vi ikke kan finde ud af det”, siger Sofie Heilskov.