Telia klar til at teste 5G i København
Hjem NYHEDER Telia klar til at teste 5G i København

Telia klar til at teste 5G i København

Af Redaktionen

I slutningen af maj har Telia, Nokia og TT-Netværket monteret den mobilantenne, som skal benyttes til Telias første live-tests af 5G-teknologi i Danmark.

Telia klar til at teste 5G i KøbenhavnAntennen er placeret på taget af Telias hovedkontor på Holmbladsgade i København. Telia, Nokia og TT-Netværket planlægger at oprette yderligere to testsites i løbet af sommeren.

”Vi ser meget frem at få konkret erfaring med 5G-teknologiens mange muligheder, som på sigt vil skabe en markant forbedring af Danmarks digitale infrastruktur. Vores forventning er, at 5G indledningsvist bliver efterspurgt på erhvervsområdet, hvor teknologien kan benyttes til blandt andet at effektivisere produktion, lagerstyring og logistik. Desuden bliver de ekstremt korte responstider, som 5G byder på, afgørende for udviklingen af bl.a. selvkørende køretøjer og præcisionskrævende robotteknologi inden for fx produktion eller kirurgi”, forklarer Morten Bentzen, direktør i Telia Danmark.

Telia kommer til at benytte 3,5 GHz-frekvensbåndet, der er blandt de udpegede pionerbånd for 5G, til de kommende tests. Frekvenserne i dét område bliver først kommercielt tilgængelige i 2020, så forsøgene bliver gennemført på tidsbegrænsede frekvenstilladelser fra Energistyrelsen.

Fiberlignende hastigheder via luften

Telia planlægger at gennemføre en række tests over de kommende måneder, for at kunne vurdere 5G-teknologiens anvendelsesmuligheder:

”Vi er meget spændte på at komme i gang med at teste den næste generation af mobilnetværk. Vi planlægger en række tests, hvor vi blandt andet vil afprøve af 5G-smartphones fra forskellige producenter. Samtidig er vi i dialog med en række virksomheder, som har interesse i at vurdere de forretningsmæssige muligheder, som vi introducerer med fremtidens mobilteknologi. Og endelig overvejer vi også, at invitere en række privatkunder til at afprøve de løsninger og muligheder, som 5G-teknologien vil byde på for privatbrugeren via eksempelvis Fixed Wireless Access”, uddyber Telias teknologidirektør, Henrik Kofod.

Fixed Wireless Access – forkortet FWA – fungerer ved, brugeren modtager 5G-signalet til en indendørs wifi-router og herigennem opnår datahastigheder, som man kender fra fiberforbindelser, men uden det gravearbejde, som ellers er nødvendigt ved installation af kablede bredbåndsforbindelser.

Vurdering af de kommercielle perspektiver

Telia forventer, at udrulningen af 5G bliver markedsbaseret. Det betyder, at teknologien i første omgang etableres i afgrænsede geografiske områder, hvor der er behov for og efterspørgsel på ekstra datakapacitet, hastighed og sikkerhed – eksempelvis på fabrikker, logistikcentre, erhvervsområder og offentlige institutioner.

5G i Telia

  • I august 2018 gennemførte Telia i Danmark en række 5G-demonstrationer, hvor erhvervskunder havde mulighed for at få et kig ind i den teknologiske fremtid.
  • Telia åbnede i 2018 Sveriges første 5G-netværk på det tekniske universitet KTH i Stockholm, hvor 5G testes i samarbejde med flere industrier.
  • Telia samarbejder om selvkørende, elektriske lastbiler i DB Schenkers faciliteter i Jönköbing, som er muliggjort med 5G-teknologi.
  • Telia, Ericsson og Volvo Construction Equipment har lanceret Sveriges første 5G-netværk til industrielt brug hos Volvo i Eskilstuna, hvor teknologien benyttes til fjernbetjening af maskiner samt selvkørende løsninger.
  • I Finland har Telia i september 2018 lanceret et pre-kommercielt 5G-netværk i Helsinki.
  • I december 2018 åbnede Telia sit første netværk for 5G-test i Norge. Her testedes bl.a. Oslos Odeon-biograf, der er verdens første 5G-biograf.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>