For teleselskabet 3 vil 2021 ikke kun byde på nye mastepositioner og 5G-udrulning i store dele af landet, men også en omfattende udskiftning af alt 3’s netværksudstyr og en omlægning af frekvenser, som tilsammen skal fordoble kapaciteten i 4G-netværket.
Teleselskabet 3 skruer op for netværksinvesteringerne i 2021 med en ambitiøs plan for året.
Samtidig med at selskabet skal opsætte mere end 350 mastepositioner og opgradere sit netværk til 5G, planlægger 3 at tage hul på en omfattende modernisering af 4G-netværket.
Det betyder, at 3’s netværksspecialister henover de næsten 18 måneder skal pille alt eksisterende netværksudstyr ned på 3’s knap 2.400 mastepositioner og opsætte nyt. Derudover omlægger 3 frekvenserne, så bl.a. frekvenser, der i dag bruges til 3G, fremover kan bruges til 4G og 5G. Øvelsen kaldes et ’netværks-swap’.
”Vi foretager et netværks-swap for at modernisere og fremtidssikre vores netværk. Danmark var et af de første lande til at få 4G, så vores udstyr er ved at være gammelt. Derfor er det helt forventeligt, at der må en udskiftning til, så vores kunder fortsat kan få glæde af den teknologiske udvikling. Helt konkret kan vores nye udstyr bl.a. understøtte 4G og 5G på de lave bånd som 700 og 900 MHz, og på den måde kan vi udnytte alle vores frekvenser fuldt ud,” forklarer Kim Christensen, der er netværksdirektør hos 3, og fortsætter:
”Vi forventer, at moderniseringen vil fordoble kapaciteten i 4G-netværket. Det vil sikre fortsat gode oplevelser for vores kunder, for selv om 5G er kommet, vil 4G stadig være langt det mest udbredte i flere år fremover.”
Bygger 5G med 4G-frekvenser
Sideløbende med moderniseringen af 4G-netværket vil 3 udrulle sit 5G-netværk. De to planer følger hinanden, så hver enkelt masteposition bliver moderniseret og udbygget med 5G-udstyr i samme omgang.
Rene 5G-netværk, såkaldte ’5G stand alone-netværk’, ligger stadig lidt ude i fremtiden. Indtil da bygger teleoperatører som 3 ’5G non-stand-alone-netværk’, hvor operatørens core-netværk og transportnet kører på 4G, som også understøtter 5G-forbindelsen. Kombinationen af 4G og 5G gør det muligt at lade brugerne af netværket benytte 5G-frekvenser til download, men 4G-frekvenser til upload.
”Vi bygger 5G på et fundament af 4G-frekvenser, fordi det er en fornuftig måde at fordele vores frekvenser på, så længe der stadig er høj aktivitet på 4G og dermed behov for kapacitet. Alternativet ville være at låse frekvenser til 5G, hvilket ville komme langt færre kunder til gode,” forklarer Kim Christensen.
Ifølge 3’s beregninger vil netværksopgraderingerne betyde, at den gennemsnitlige oplevede hastighed i netværket i sommeren 2022 vil være 2-3 gange hurtigere end den nuværende på ca. 40 Mbit/s. Og det er uden at tage højde for effekten af 3,5 GHz-båndet, der er udråbt til det første ’rigtige’ 5G-frekvensbånd, og som teleselskaberne forventer at få adgang til i løbet af 2021.
Fakta om 3’s netværksopgraderinger i 2021
- I 2021 begynder 3 arbejdet med at udskifte radioudstyr og antennesystemer på sine knap 2.400 mastepositioner med det formål at opgradere netværket til 5G og modernisere 4G. Arbejdet forventes at tage 18 måneder og følger udrulningen af 5G.
- 3 planlægger desuden i 2021 at etablere mere end 350 nye mastepositioner.
- 74 % af 3’s netværk forventes at være opgraderet til 5G inden udgangen af året.
- Læs mere om 5G hos 3 her.