En ny undersøgelse viser, at langt størstedelen af danskerne kan få dækket deres internetbehov med mobilt bredbånd, som er både billigere og nemmere at installere end kablet bredbånd og fibernet.

Mobilt bredbånd er både billigere og nemmere at installere end kablet bredbånd og fibernet.
Derfor undrer det teleselskabet 3, at regeringens uddeling af 100 mio. kr. til forbedring af bredbåndsforbindelser ikke vil gå til mobilt bredbånd.
Energistyrelsen tager fra i dag, 30. april, imod ansøgninger til bredbåndspuljen, hvormed styrelsen på vegne af regeringen vil uddele 100 mio. kr. i 2019 i tilskud til ny infrastruktur, som kan forbedre internetforbindelsen i udvalgte områder. Men selv om mindst syv ud af ti danskere ville kunne få dækket deres internetbehov på tilfredsstillende vis med mobilt bredbånd, så er denne teknologi ikke omfattet af bredbåndspuljen. Dette skyldes, at puljens krav til internethastigheder kun kan leveres med fibernet og coax-kabler (via TV-antennestikket). Og det undrer man sig over hos teleselskabet 3.
”Styrelsen stiller unødvendigt høje krav til leverede hastigheder, som i sidste ende går ud over dem, som puljen er sat i verden for at hjælpe. En mobil løsning kræver hverken gravearbejde eller kabelføring og er dermed langt billigere. Men i stedet har man valgt at fokusere på de dyre løsninger. Det har den konsekvens, at pengene i puljen hurtigere slipper op, så færre danskere får mulighed for at søge om hjælp til hurtigere internet,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3, og forklarer, hvorfor kravene er helt hen i vejret:
”Langt de fleste danskere bruger deres internet til at tjekke sociale medier og nyheder og streame tv og serier. Den slags opgaver kræver langt fra de 100 Mbit/s download, som styrelsen beder om. Netflix anbefaler fx 5 Mbit/s download til streaming i HD-kvalitet, og det kan mobilt bredbånd levere i størstedelen af landet via en god mobil router.”
Pulje til en snæver målgruppe
Ifølge 3 er der dog enkelte opgaver, som mobilt bredbånd ikke med sikkerhed kan løse tilfredsstillende.
”Vi har for nylig lavet en undersøgelse af danskernes internetvaner, som viser, at 30 procent af danskerne bruger deres internet i hjemmet til gaming og online spil. Og her kan der være behov for højere hastigheder og en anden type stabilitet for at undgå forsinkelser i grafikken. Men omvendt kan man sige, at for de 70 procent af danskerne, som ikke gamer, så dækker mobilt bredbånd behovet. Ikke mindst set i lyset af at undersøgelsen viser, at danskernes gennemsnitlige tilfredshed med mobilt bredbånd ligger på niveau med fibernet.”