En ny global undersøgelse fra HP viser, at blot 20 procent af videnarbejdere har et sundt forhold til deres arbejde.
Det er et fald i forhold til forrige år og tegner et dystert billede af trivslen på arbejdsmarkedet. Ifølge rapporten kan udviklingen vendes med bedre ledelse og AI-drevet teknologi.
Kun hver femte medarbejder i vidensjob trives i deres arbejdsliv.
Det viser HP’s globale arbejdsundersøgelse Work Relationship Index 2025, der hvert år tager temperaturen på forholdet mellem mennesker og deres arbejde. Årets resultater afslører, at mange medarbejdere oplever, at arbejdslivet føles mere krævende end givende – og at en sund balance mellem præstation, mening og trivsel stadig er undtagelsen frem for reglen.
2025-udgaven af undersøgelsen, der bygger på svar fra over 18.200 respondenter fordelt på 14 lande, viser, at 62 procent af de adspurgte oplever, at deres virksomhed har øget forventningerne til dem, mens kun 15 procent oplever, at ledelsen lever op til egne værdier.
“Selvom undersøgelsen ikke indeholder specifikke danske eller nordiske tal, bør vi i Danmark tage udviklingen dybt alvorligt. Medarbejdere er og vil altid være virksomheders vigtigste aktiv, og når så få oplever et sundt forhold til deres arbejde, er det et tydeligt signal om, at balancen mellem trivsel og performance er under pres,” siger Peder Eskildsen, landechef for HP Danmark.
Teknologi og ledelse som løsning
Selvom rapporten tegner et bekymrende billede af trivslen på arbejdsmarkedet, peger den også på tydelige veje fremad. En af dem er brugen af AI. Undersøgelsen viser, at blandt de medarbejdere, der oplever et sundt arbejdsmiljø, bruger 42 procent AI-værktøjer dagligt – og de rapporterer samtidig højere tilfredshed og engagement.
Samtidig fremgår det, at 85 procent af de faktorer, der påvirker medarbejdertrivslen, ligger inden for virksomhedens egen kontrol.
Ifølge Peder Eskildsen understreger det, at teknologi og ledelse må gå hånd i hånd, hvis udviklingen skal vendes.
“Tallene viser tydeligt, at virksomhederne selv står med bolden i hånden, når det kommer til at vende udviklingen og skabe bedre trivsel. Teknologier som AI kan være en vigtig del af løsningen, men det kan ikke stå alene uden ledelsesmæssig empati og engagement. AI og empati er ikke modsætninger – de skal gå hånd i hånd, hvis vi vil lykkes med at skabe arbejdspladser, hvor mennesker trives,” siger Peder Eskildsen, landechef for HP Danmark.
Læs mere og download den fulde undersøgelse her.
Om undersøgelsen
Work Relationship Index er en årlig global undersøgelse fra HP, der sætter fokus på forholdet mellem mennesker og arbejde. 2025-udgaven er gennemført i samarbejde med Accenture Song og bygger på svar fra 18.200 respondenter på tværs af 14 lande, herunder 14.000 medarbejdere i vidensjob, 2.800 it-beslutningstagere og 1.400 virksomhedsledere. Undersøgelsen blev gennemført online i perioden fra 15. april til 20. maj 2025.